Agerbrugets Naturlove

Jordbunden. 95 en inderlig Beroring baade med Jorden og med Rodens Over- flade, — og ikke fra fjernere Vandlag; den antager, at der imellem Rodoverfladen, Vandhinden og Jorddelene finder en Vexelvirkning Sted, som ikke findes imellem Vandet og Jord- delene alene; den forudsætter det som sandsynligt, at Nærings- stofferne, fom uendelig fint fordeelte ere tilstede i de smaae Jorddeles yderste Flade, ved Hjælp af en yderst tynd Vaudhinde staae i umiddelbar Berøring med Vædsken i de porose Celle- vægge, og at deres Oplosning foregaaer i selve disse Vægges Porer, hvorfra de dernæst fores umiddelbart over i Cellen. Beviserne for denne Anskuelse ere kortelig gjentaget folgende Kjendsgjerninger: alle Landplanters og de fleste Sumpplanters Rodder befinde sig i umiddelbar Berøring med Jorddeleue. Disse Jorddele ere istand til at tiltrække de vigtigste Nærings- stoffer: Kali, Fosforsyre, Kiselsyre og Ammoniak af deres Op- løsninger i Vand og til at fastholde dem paa lignende Maade som Kullene fastholde Farvestofferne. Det Band, som er iBe- vægelse t Jordbunden, har i de fleste undersøgte Tilfælde op- taget ueppe kjendelige Mængder af Ammoniak og flet ingen Fosforsyre af Jorden, og den optagne Kalimængde har ligeledes været saa ringe, at de optagne Mængder af alle disse Stoffer tilsammen langtfra kunne Have været tilstrækkelige til at forsyne de as Marken frembragte Planter med disse Næringsstoffer. Det i Jorden staaende Vand hjælper ikke Planterne til at optage deres Næring, det skader dem tvertimod. Hvis Planterne fik deres Næringsstoffer fra en Opløsning i Jordbunden, fom kunde skifte Sted, saa maatte alt Drainvand, Kilde-, Flod- og Bækvand indeholde de vigtigste Næringsstoffer for alle Planter; det maatte da kunne lykkes ved fortsat Ud- vadskning at berøve enhver Slags Agerjord uden Forskjel alle dens Næringsstoffer, om ikke fuldstændig, saa dog idetmiudste i samme Mængde og Forhold, hvori de indeholdes i een Af- grøde.