Agerbrugets Naturlove

116 Jordbunden. stoffer som Afgrøden skal indeholde. J Praxis stiller Sagen sig anderledes; thi der gives ikke nogen virkelig Mark, der saa- ledes som den her tænkte indeholder Fosforsyre, Kali og Kisel- syre netop i det samme Forhold som Rug- og Hvedeplantens Aske. Det store Flertal af Marker, der ere frugtbare for Korn- sorterne, ere det ogsaa for Kartofler, Kløver eller Roer, som dog tage langt mere Kali fra Jorden. Man vilde altfaa ikke behøve at give en Rugjord, som indeholdt mere end 7800 Pund Kali for hver Hektare, 2600 Pund Kali, men forholdsvis mindre for at forvandle ben til Hvedejord. Den hele Forbindelse mellem Jordens Sammensætning og dens Frugtbarhed vil senere blive udførligere betragtet. Den vigtige Slutning, som de her fremsatte Tal skulle stille klart frem, er, at det er praktisk umuligt at omdanne en Rugjord til Hvedejord ved at tilføre ben de manglende Afkebestanddele, eller at bringe en Hvedejord til at give en Afgrøde, der er l'/2 Gange saa stor som Middelafgrøden. Selv om dette let lader sig gjore ved en lille Forsøgsmark, saa stille Fosforsyrens, Ka- liets eller den opløselige Kiselsyres Pris aldeles uovervindelige Hindringer iveien for en saadan Omdannelse eller Forbedring af en Mark, ligesom det ogsaa vilde være umuligt at tilveie- veiebringe disse Stoffer til et større Antal Marker, selv om kun et enkelt af dem skulde forøges i det betegnede Forhold paa en given Mark. Læren om Næringsstoffernes Ubevægelighed i Jordbunden forklarer bcn tusindaarige Erfaring i Laubbruget, at i ben store Alminbeligheb enhver Mark unber lige klimatiske Forholb kun egner sig til visse Planter, og at en Plante ikke kan byrkes paa en Jordbund, naar dennes Forraad af Næringsstoffer ikke staaer i Forholb til Plantens Behov. Det er i Praxis aldeles uudførligt ved Forøgelse af de miueralske Næringsmidler at ville forbedre Markerne i et Helt