Agerbrugets Naturlove

Jordbunden. 117 Land saaledes, at de kunne give kjendelig storre Udbytte end det, der svarer til deres naturlige Forrand af Næringsmidler. For enhver Mark er der et reelt og et ideelt Maximum af Udbytte, som staaer i Forhold til den Mængde Nærings- stoffer, som Marken indeholder. Under de heldigste kosmiske Betingelser svarer det reelle Maximum til den Del af den Hele Sum af Næringsstoffer, som er tilstede i Jorden i en svadan Tilstand, at de kunne virke, altsav i mekanisk bunden Tilstand. Det ideelle Maximum er bet, som muligvis vilde kunne op- naaes, hvis den anden Del af Næringsstoffernes Sum, foui er tilstede i chemist bunden Tilstand, var overfort i en Form, under hvilken den vilde være virksom. Landmandens Kunst bestaaer følgelig i det Væsentlige i, at han veed at vælge de Planter, som hans Mark kan ernære, at han lader dem folge efter hverandre i en vis Orden, og at han paa sin Mark anvender alle til hans Rvadighed stavende Midler, ved hvilke de chemist bundne Næringsstoffer kunne sættes i Virksomhed. Det er beundringsværdigt hvad Praxis har udrettet i begge Henseender. Det viser, at de Resultater, Kunsten har naaet, langt overgaae Videnskabens, og at Landmanden kan udove en storre og heldigere Indflydelse paa Forøgelsen af sine Afgrøder ved at sætte de Aarsager i Virksomhed, som forbedre hans Jords chemiste og fysiske Beskaffenhed, end ved at tilføre ben Nærings- stoffer. Thi hvad han kan tilføre i Skikkelse af Gjødnings- midler uden at gjøre sin Rente usikker, er sva lidt ligevverfor den Mængde, der allerede er tilstede i en frugtbar Jord, at Han flet ikke kan hvabe, derved at forøge fin Marks Afgrøde. Hvad han opnaaer ved Gjødningen er i bedste Tilfælde det meget vigtige Resultat, at hans Udbytte bliver stadigt; og naar det virkelig voxer, saa ligger Grunden hertil mindre i at Mængden af de tilstedeværende Næringsstoffer forøges, end i