Agerbrugets Naturlove

Planten. 3 Hvorigjennem Rsdderne kunne trænge ned i Vandet, faa voxer Tornet i flere Uger uden at optage nogetsomhelst »forbrænde- ligt Næringsstof etter nogen Bestanddel af Jordbunden. Efter tre til sire Ugers Forlob vil man finde, at Spidsen af det forste Blad begynder at gulne, og naar man nu undersøger Kornet, sindes en tom Sæk; Melstoffet er forsvundet tillige- med Cellevævet (Mitscherlich); Planten gaaer endnu ikke ud, men der danner sig nye Blade og hyppigt en svag Stængel, idet Bestanddelene af de først dannede, Henvisneude Blade an- vendes til Frembringelsen af nye Skud. Under gunstige Forhold kan det lykkes at bringe Frø med særdeles kraftige og paa Næringsstof rige Frøblade, s. Ex. Bønner, til at blomstre alene ved at lade dem vegetere i Vand; ja de kunne endogsaa bringes til at ansætte Frø; men en saa- dan Udvikling er som oftest ikke forbunden med nogen kjende- lig Forøgelse i Vægt, men beroer paa en simpel Omsætning af Frøets Bestanddele. Ernæringen er den Virksomhed, hvorved Næringen til- egnes. Planten voxer, naar den tiltager i Masse, og dens Masse forøges, naar den udenfra optager Stoffer, som ifølge deres Natur egue sig til at blive Bestanddele af Plantelegemet og til at vedligeholde de Virksomheder, som betinge deres Overgang dertil. Spiren paa en Kartoffelknold staaer i samme Forhold til Knoldeiis Bestanddele som Kimen i Kornarternes Frø til Frø- Hviden l samme; idet den udvikler sig til den unge Plante, bliver Knoldens Stivelse og Saftens kvælftofholdige og mine- ralske Bestanddele brugte til at danne den unge Stængel og Bådene. Paa en Kartoffel, som i det chemifle Laboratorium * Dessen laae indviklet i tykt Papir i en Kasse paa ct fuld- tomment mørkt, tørt øg varmt Sted, hvor Luften kun i ringe Grad kunde fornyes, udviklede der sig af hver Spire et enkelt, Hvidt, flere Fod langt Skud uden Spor af Blade. Men det 1*