Agerbrugets Naturlove

142 Jordbundens Forhold til Plantenceringsstofferne i Gjsdningm. nok paa Næringsstoffer for disse andre Planter, hvorfor virke de da ikke paa samme Maade Paa Wrteplanterne; hvilke Aar- sager hindre Wrteplanterne i at tilegne sig de Næringsstoffer, som Jorden frembyder for andre Planter i en til Optagelse fuldkommen stikket Tilstand? Hvoraf kommer det endeligt, at netop denne Jord efter nogle Aars Forlob atter giver en lonnende Afgrøde as Wrter, om end vi ved mellemliggende Afgrøder snarere have gjort den fattigere end rigere paa Næringsstoffer? Hvad er Grunden til, at Wrter, som saaes imellem Vaarsæden, Havre og Byg, hyppigt yde et større Udbytte end naar de voxe alene og ikke behøve at dele de sor- haandenværende Næringsmidler med de andre Planter? Ganste lignende Fænomener iagttages ved Dyrkning af Kløver. I saare mange Egne bliver en Mark efter et Antal Kløverafgrøder saa godt som ufrugtbar for Kløver. Gjodning gjenopretter i et saadant Tilfælde ikke Markens Evne til at frembringe Kløver, men efter nogle Aars Forløb, i hvilken Tid denne Mark har ydet lønnende Afgrøder af Halmplanter eller Rodfrugter, bliver den atter i nogen Tid frugtbar for Klaver. For en hcl Mængde Culturplanter kjende vi temmelig Itøte de specifiske Gjødemidler, d. v. s. saadanue Gjødemidler, som virke gunstigt paa Flertallet af Marker. Staldgjodningen er i Reglen nyttig for alle; for Kornsorterne ere Ammoniak- saltene, for Turnipsroerne den sure fosforsure Kalk af for- trinlig Værdi. Benmel og Aske sorhøie synligt Udbyttet af frugtbare Kløvermarker, og paa samme Maade bliver en Mark ved Gjødning med Kalk ofte frugtbar for Kløver, fom ben ellers ikke bærer. Men paa Marker, fom have tabt deres Frugtbarhed for Kløver eller Wrter, og font man derfor har kaldt kløver- eller ærtetrætte, virke alle disse for deres Væxt forøvrigt gunstige Omstændigheder næsten ikke mere. Hvad disse Planter ellers