Agerbrugets Naturlove

148 Jordbundens Forhold til Plantenceringsstofferne i Gjodningen. Kloveren er netop derved aldeles forskjellig fra begge de nævnte Cerealier, at den sender sine Hovedrødder lodret nedad, naar ingen Hindringer modsætte sig det; i en Dybde, som Flertallet af Byg- og Hvedeplantens sine Haarrødder ikke naaer til, forgrener Hovedroden sig (hvad man fornemmelig kan iagttage ved Trifolium pratense) med Sideskud, som atter sende andre Rødder nedad. Kløveren optager altsaa ligesom Wrteplanten stedse sin Hovednæring fra Jordlagene under Madjorden, og Forskjellen mellem dem bestaaer fornemmelig i, at den paa Grund af sin større og mere udstrakte Rodoverflade endnu finder Næring i Mængde paa Marker, hvor Wrter ikke mere ville trives. Den naturlige Folge heraf cr, at Kløveren efterlader Undergrunden forholdsvis langt fattigere end Wrterne. Kløverfrøet, som paa Grund af sin Lidenhed kun kan yde den unge Plante faa Dannelsesstoffer af sin egen Masse, kræver en righoldig Madjord til sin Udvikling. Men Planten berøver forholdsvis Madjorden faa Næringsstoffer. Naar dens Nødder have trængt igjennem denne, overtrække de Øverste Dele af dem sig hurtigt meb en Korkhinde, og kun de fine Rodtrevler, som forgrene sig i Undergrunden, fore Næring tit Kløverplanten. Betragter man nu de Forsøg, som D'Hrr. Lames og Gilbert anstillede, for igjen at sætte en kløvertræt Mark istand til at bære Kløverafgrøder, ser man strap, at alle an- vendte Midler vare fuldkommen egnede til at berige de øverste Lag af Marken med Næringsstoffer for-Hvede- og Bygplanterne, men at Kløverplanten kun i den første Tid af sin Udvikling drog Nytte af Gjodningen, hvorimod de dybere Lag forbleve uforandrede i deres Beskaffenhed. De forholdt sig nøiagtigt som om Marken overhovedet ikke havde modtaget noget Næringsstof. De af Lames og Gilbert anvendte Gjodemidler vare sur fosforsur Kalk, 300 ^/ Benaske med 225 ^ Svovlsyre