Agerbrugets Naturlove

Staldgjsdningen. 155 frembringe lønnende Afgrsder afhænger af Ntængden af de Næringsstoffer, som det indeholder i en saadan Tilstand, at de kunne gane over til en for Planterne optagelig Form. Størrelsen af det Udbytte, som en Mark yder i en given Tid, staaer i Forhold tit Mængden af de Bestanddele, som Planterne i dette Tidsrum Have optaget af Jordbunden. Naar af to Marker den ene leverer dobbelt saa stor en Afgrøde af Hvede, saavel Kjerne som Halm, som den anden, saa forud- sætter dette nødvendigvis, at Hvedeplanterne have optaget dobbelt saa mange Næringsstoffer af ben ene Mark som af ben anben. Naar man lader en og samme Plante eller forstjellige Planter folge efter hverandre paa en Mark, aftage efterhaanden Afgrøderne, og Jorden bliver, hvad man i landøconomifl Forstand kalder „udpint", naar Udbyttet af Marken ophører at være lønnende, b. v. s. naar bet ikke mere bækker Ar- bejdet, Capitalrenten osv. — Vare be Høie Afgrober betingebe veb at Jorden Havbe afgivet en vis Brøkbel af alle de i ben indeholdte Næringsstoffer til Planten, saa beroer Markens Ubtomning paa at Næringsstoffernes Totalmængde er aftaget. Det samme Antal Planter kan ikke mere trives paa samme Maabe som tibligere paa ben samme Mark, naar de ikke mere foresinbe den samme Mængde Næringsstoffer, som ben soran- gaaenbe Afgrøde har forefunbet. Det, som man i chemist Forsianb forstaaer veb at en Culturmark er udpint, er vibt forstjelligt fra bet, som berveb sorstaaes i lanbøconomisk Forsianb. I første Tilfælde tænker man paa Mængden eller Summen af de i Jorben forhaanbeuværenbe Næringsstoffer, i det andet derimod paa det Antal Brøkdele af samtlige Nærings- stoffer, som Jorben sormaaer at afgive. I chemist Forsianb kalder man en Mark udpint, naar ben overhovedet ikke længere kan levere Afgrøder. Af to Jordsmon, hvoraf bet ene paa samme Dybbe inde- holder hundrede Gange, det andet tun tredive Gange saamange