Agerbrugets Naturlove

Guano. 249 Man vil nu kunne indse, at under disse Omstændighe- der, hvori Marken modtager en ftørre Mængde fosforsure Salte ved Staldgjodningen, end den taber ved Afgrøderne, maa Virk- ningen af den paaførte Guano blive svagere fra Aar til Aar og tilsidst blive ganske umærkelig. Ganske anderledes forholder det sig, naar man anvender Guano paa saadanne Marker, som ved Gjødningen modtager en mindre Mængde fosforsure Salte, end de Have tabt ved Afgrøderne, og som f. Ex. et Halvt Aarhundrede ere blevne drevne med Staldgjodning. Det er tidligere udviklet, at visse Bestanddele af Fodervæxterne og Halmen og deriblandt navnlig opløselig Kiselsyre og Kali bestandig forøges i saadanne Markers Madjord, medens samtidigt Marken ved Bortførelsen af Korn og Kjod stadig bliver fattigere paa de deri indeholdte Jordbunds- bestanddele. De havde været fælleds om at frembringe Afgrøden, ved Borttagelsen af Frøbestanddelene blev en tilsvarende Kvanti- tet af de tilbageblivende Halm- og Fodervæxtbestanddele sat ud af Virksomhed. Paa Marker af denne Beskaffenhed bliver Ud- byttet hyppigt ikke alene gjenoprettet ved Gjødning med Gnano, men de tiltage endog ofte paa en forbausende Maade, naar et større Antal af andre optagelige Næringsstoffer ere tilstede, som ikke behøvede andet for at kunne tjene til Ernæringen end Guanobestanddelene, uden hvilke de ikke kunde virke. I den Merafgrøde, som man opnaaede paa denne Maade, bliver selvfølgelig en Del af Forraadet af de andre Nærings- midler borttaget tilligemed Guanobestanddelene, og Guanoens Virkning maa, naar man vedbliver at gjode med den, netop blive svagere i samme Forhold, som Mængden af de andre Næringsstoffer aftager. Ved alle sammensatte Gjodemidler beror Virkningen sjelden paa een Bestanddel alene, og da Guanoen i Ammoniakken og Fosforsyren besidder to Nærings- stoffer, der gjensidig betinge hinandens Virkning, af hvilke alt- saa det ene ikke kan virke, med mindre det andet er tilstede,