Agerbrugets Naturlove

250 Guano. saa bliver netop af denne Aarsag ved Guanogjodningen Fosfor- syrens Virkning sikkret, da Ammoniakpartiklerne befinde sig i den umiddelbare Nærhed af Fosforsyrepartiklerne, og begge sam- tidigt ere tilgjængelige for Rodderne. Paa samme Maade for- stærkes og sikkres Ammoniakkens Virkning ved Fosforsyren. I et paa Ammoniak rigt Jordsmon vil man opnaae den samme Virkning som ved Guanoen ved at anvende fosforsure Salte alene, naar de ere ligesaa opløselige som denne. Naar Guano udover en Virkning paa et Jordsmon, Hvor- paa Ammoninksalte ikke vise nogen Virkning, er der grundet Anledning til fornemmelig at tilskrive Guanoens Fosforsyre denne Indflydelse; i det omvendte Tilfælde er Slutningen ikke ganske rigtig, eftersom Ammoniaksaltene virke paa to Maader. De kunne nemlig under visse Omstændigheder forøge Afgrøden særdeles kjendeligt, uden at man med fuldkommen Sikkerhed tor paastaae, at denne Virkning er betinget ved Ammoniakken som saadan (fee Pag. 72—73). Guanoens Virkning i Henseende til Forøgelsen af Korn- afgrøderne forudsætter stedse, at der i Jordbunden forefindes en tilstrækkelig Mængde Kali og Kiselsyre; paa et paa Kali og Magnesia rigt Jordsmon kan man alene ved Guanogjod- niug opnaae en Række af umiddelbart paa hverandre følgende Afgrøder af saadanne Planter, der — som s. Ex. Kartofler — fornemmelig kræve Kali og Magnesia af Jordbunden. Enge og Kornmarker, som, efterat være blevne gjodede med Guano, i Begyndelsen gav meget høie Afgrøder, blive ved en fortsat Gjødskning hermed ofte saa udpinte paa Kali og Kiselsyre, at Jordsmonnet i flere Aar taber sin oprindelige Frugtbarhed, hvilket naturligvis ikke udelukker, at der kan gives mange Marker, som blot ved Guanogjodflning i en lang Aar- række formaae at levere lønnende Afgrøder af Kornsorterne, førend Afkræftningstilstanden bliver bemærket; men en saadan