Agerbrugets Naturlove

Ammoniak og Salpetersyre. 319 mel, Mergel og Staldgjodning det rette Værd og udtaler (S. 141) folgende Grundsætning: at Landmanden, naar han vil vedligeholde sin Jords Frugtbarhed, ikke maa salge mere i sine Markfrugter, end hvad der hidrorer fra Atmosfären og hvad Jordbunden faaer til af optagelige mineralske Næringsstoffer ved den aarlige For- vittring. Han siger fremdeles: Naar Landmanden indskrænker Hele fin Bedrift s. Ex. til Dl, Brandevin, Sukker, Stivelse, Dextrin, Eddike o. s. v., og Salget af dyriske Produkter til Smor og atter opfodrer den afstummede Melk, naar han kun kjober udvoxede Koer og ikke selv lagger dem til, og saaledes føger nt holde fast paa de fosforsure Salte, saa vil han ikke blot stadig vedligeholde Mineral- stofferne i sin Gjødningskapital, men han vil endogsna forage dem ved den narlige Forvittring, forsaavidt han ikke maatte foretrakke at salge den derved fremkommende Tel i sine Produkter (S. 142). Hovedpunktet i hans praktiske Lare er, lige i Modsatning til Hans theoretiske, nt man, for at opnaae constante Afgrøder, maa vare vel betankt paa nt vedligeholde Jordbundens Sammenfatning uforandret. Den praktiske Mand beviser, at de Forestillinger, som han Har gjort sig, ere fuldkommen uanvendelige i hans Praxis, og at det netop er de af ham selv bestridte videnskabelige Grnndfatninger, som lede ham uden at han veed det. Den sande Praxis og den ægte Videnskab ere altid enige, og en Strid om disse Ting kan kun be- staae imellem to Personer, af hvilke den ene ikke forstaaer den anden; Mangel paa Skarphed i Begrebsbestemmmelserne ag det Ubestemte og Svævende i Udtrykkene ere sordetmeste den vaseutlige Grund Hertil. Rofenberg-Lipinsky's Mening (fe hans Værk „der praktische Ackerbau" 11 Bd., Breslau, E. Trewends, 1862), at ingen Plante i Virkeligheden udpiner Jordinagasinet <Side 738) og frem- deles at Planten direkte eller indirekte giver Jorden mere Kraft tilbage, end den har taget fra den (S. 740), finder sin Berigtigelse Side 742. Det hedder her: „Naar Land- manden derfor ikke lige over for sine Planter forger for, at det væsentligste Magasin for deres Næring, Jordbunden, i rette Tid og rigeligt faner ben nødvendige Erstatning for det, fom uund- gaaelig er forbrugt, fna kan det Billede af Udhungring, fom Kultnr- planterue da frembyde, umuligt lægges disse Forbrugere til Last, men Skylden træffer cne og alene Landmanden." Fremdeles (S. 740): „Kun i de Egne, hvor Naturlovene for Planternes Er- næring Have lidt en væsentlig Forstyrrelse ved Elementernes eller Memieskets plyndrende Indgriben, kun der vidner den vilde Floras tarvelige Existents om et udmarvet Agerbrug.