Agerbrugets Naturlove

392 Tillag. for Alvor paastaae, at Locumsgjsdningen paa vore Avlsgaarde Har nogensomhelst Betydning, der er værd at omtale? Jeg troer, at paa en Gaard paa 1000 Tander Land vilde Locums- gjodningen ikke engang være tilstrækkelig til at gjodske en Halv Tonde Land. Af den hele Jordbundskraft, som vi ved Afgro- derne bereue Jordbunden bliver ved den nuværende Organisation af vore Landejendomme faaledes kun den Del tilbage, som vort Kvæg efterlader os som Gjodning — eii ringe Del, nnar vi erindre, hvor voluminös den er, og hvor concentreret derimod den Jordbundskraft var, som vi bortsolgte i Form af Korn, Melk eller Uld. Man vil indvende, at det dog er forunderligt, Hvorledes vi netop ved vort System med store Kvæghold kjeudeligt bringe Landeiendommene i Cultur og til at give Heie Afgreder. Jeg indrammer denne Kjendsgjerning; Sporgsmaalet er kun, Hvad den betyder. Hvis der ved „Cultur" skal forstaaes Jordbun- dens Evne til vedholdende at frembringe Hoie Afgreder d. v. s. som en virkelig Rente af Jordbundseapitalen, saa nægter jeg, at vore Landeieudomme (maaske med faa Undta- gelser) ere i Cultur Men ved at bearbejde dem godt og ved en egen Maade at gjede paa have vi bragt dem i en Tilstand, der gjer hele Jordbundskraften disponibel, og som derfor giver os eieblikkeligt heie Afgreder. Men det er ikke Renterne, som vi indsamle af vor Jordbundscapital, det er Capitalen selv. Jo mere flydende vi gjere denne, desto hurtigere ville vi ved vor Driftsmethode finde, at ben bliver opbrugt. Vi kalde dette med Urette Cultur. Den særegne Gjedningsmethode, som jeg nys hentydede til, bestaaer i, at vi proppe Jorden med saamange Kvælstofforbindelser som muligt. Nu er Ammoniakken og deus Beslægtede utvivlsomt en udmærket Cultivator; ben forstaaer at vække be slumrende Jordbundskræfter; men ben er dog til fyvenbe og fidst ikke nubet end en Bank, der velvilligt bytter os ben Daler, vi kunne ubgive, i en tyve Silbergroschen;