Kunstindustrien Og Dens Vigtigste Frembringelser I Ældre Og Nyere Tid

129 XI. Keramik. Leret, en af de mest udbredte Jordarter, bestaar af Kiselsyre, Lerjord og Vand. Lerjorden er alter en For- bindelse af de to Grundstoffer Ilt og Aluminium, et sølv- lignende Metal, som man forst i den senere Tid har lært at fremstille; i ren, krystalliseret Tilstand forekommer Lerjorden som Ædelsten (Safir, Korund, Rubin). Lerets væsentligste Egenskab bestaar i at det i blod Tilstand lader sig forme, og derefter ved Brænding bliver haardt, fast og modtageligt for Glasur. All, hvad der paa denne Maade formes og fremstilles af de forskjellige Lersorter, henregnes til Keramiken (af det græske Ord Keramos, der belyder Pottemagerier og hvad deraf tilberedes). Det rene Ler, Porcellænsjorden, er hvidt, men som oftest er det blandet med fremmede Stoffer, som Jernilte, Kridt, Sand o. s. v., der farve det, enten allerede i dels naturlige Tilstand (som Blaaleret), eller under Brændingen; saaledes hidrører den gule, brune eller rødlige Farve, som liere Lervarer have, sædvanlig fra Jerniltet. Derimod kan en Lerart, som i den naturlige Tilsland har en graa eller grønlig Farve, hidrørende fra indblandede Plantestoffer, efter Brændingen godt vise sig hvid, idet disse organiske Stof- fer brændes bort. Leret kan være mere eller mindre plastisk, og man skjelner derfor mellem fedt Ler, som efter Æltningen lader sig trække ud og er slibrigt at fole paa, og magert Ler, som er niere skjørt, ru og tort at fole paa. Den første Slags Ler holder mere fast paa Fagligheden end den sidste, fordrives nu denne ved Ophedningen, saa taber Massen i Omfang, den »svinder», og det desto mere jo federe og vaadere Leret oprindelig var. Beregningen af «Svindel» er derfor ved Lervarefabrikalionen af stor Vig- Bueher. Kunstindustrien. 9