Kunstindustrien Og Dens Vigtigste Frembringelser I Ældre Og Nyere Tid

Mcror w* • v»* v.ru h>-- i 86 gjennemfores i sin fulde Strenghed. Tegningen udføres i Regelen paa Papir med Blyant, Sortkridt, eller med Pen og sort eller brunt Tusch (Sepia), eller endelig med Træ- kul. Kullet, som del blødeste af disse Materialier, som det, der har den dybeste sorle Farve, og som tillige bagefter lader sig lettest afviske, uden at efterlade noget Spor, benyttes navnlig gjerne til større Udkast (Kartons) og til Olie- eller Freskomalerier. Har man før Tegningen givet Papiret et let Overtræk af Limvand, og siden, efter at Tegningen er udført, udsætter del for Indvirkning af Vanddampe, saa opløser Limen sig og binder under Tørringen Kultegningen saa fast til Overfladen af Papiret, at den ikke aller lader sig udviske. Benytter man til Tegningen farvet (graat, brunligt o. s. v.) Papir, saa liar man i denne Papirfarve allerede en Mellemtone*), og kan da ved Anvendelse af Uvidtkridl frembringe en stærkere Modsætning mellem Lys og Skygge, og tillige jevnere Overgange mellem begge. Til denne sidste Fremslillingsmaade slutter sig nærmest Tegning med Farveslifler, det saakaldte , B. Pastelmaleri, af det italienske Ord pasla, Dejg, fordi Stifterne dannes af en Dejg af Farvestof, Gibs, Ler, Vand og Mælk eller et andel Bindemiddel, som Gummivand. Farverne føres tørre paa og tillade en meget blød Modellering’ ved at udjevnes med Fingeren eller Stubben (af det franske eslompe), der er lavel af Læder eller Papir; dog beskadiges Tegningen let af Lys, Luft og Støv, selv Glas beskyller den kun *) Udtrykket Tone er laant fra Musikken og anvendes baade om Farver i det Hele taget, om samme Farves forskjellige Nuancer (klar, mørk, varm, kold o s. v.), og endelig om Farvernes Forhold til hverandre indbyrdes.