Keramisk Haandbog
Andet Bind 1ste Halvdel: Kina, Korea, Japan. Andet Binds 2den Halvdel: Europæisk Porcelæn

34 et Overfang, og fik Ornamenter m. m. til at tegne sig smukt paa den røde Kærnes blankt slebne Grund. Ogsaa i den 3die Art er en Fejl ved Fabrikationen, nemlig lysere og mørkere Partier i Massen, for- Fig. 54. Kuan-yin af Böttger’sk Stentøj, støbt over en Figur i blanc de Chine. Por- cellænssamlingcn i Dresden. andret til et Fortrin, en smukt virkende Marmorer- ing af Stoffet eller Dannelse af Skyer ved dets Slibning (Fig. 46). Fra disse tre Arter adskiller den 4de sig derved, at den er lettere brændt og i Grunden slet ikke kan gøre Krav paa at kaldes Stentøj, saa lidt som den i Kina havde nogen Slægtning. Det er Böttgers sortglaserede Vare, der, snart i Lighed med Venedigs sortglaserede Majolika fra ca. 1600 og visse Delfter-Fayencer fra det 17de Aarhundred er dekoreret koldt med Guld og Lakfarver (Fig. 47), snart gennemskaaret til den røde Skærv med Orna- menter i Lighed med Arten Nr. 2 (Fig. 48). Utrætte- lig opfandt Böttger nye Maader, paa hvilke hans Stentøj lod sig dekorere. Hyppigst er det i Relief belagt med Akanthusblade, Laurbærblade, Masker, Ornamenter, Blomster, Vinranker, Bosengrene, der som Regel tegner sig matte paa sleben Bund (Fig. 49), men ogsaa stundom er malede med Emalje- farver (Fig. 50). Fortrolig gennem Tschirnhausen med Glasskærer-Tekniken smykkede Böttger dog vist allerhelst sit Stentøj ad denne Vej, snart med dybt skaaret »Laub- und Bandelwerk« eller andre Grotesker i Tidens Stil (Fig. 51), snart med de saa- kaldte »Muscheln«, som bestod i Mønstring med Facetter eller skaal- eller celleformede Fordybninger (Fig. 52). Slibning, Polering, Skæring fik han for en stor Del udført i Dresdens »Schleif- und Poliermühle«, der dog ikke kunde overkomme at behandle hele hans Produktion. I Aaret 1712 var i Dresden 6, i Meissen 3, i Bøhmen 10 Glasslibere beskæftigede med det røde Stentøj, medens Guldsmede og Juvelerere i München, Augsburg og formodentlig flere Steder syslede med at montere det. Thi i saa høj Grad havde Böttger efterhaanden indlevet sig i den Forestilling, at det ham dyrebare Stof var en ædel Sten, at han paa Renaissancetidens Vis lod de skønneste Stykker deraf indfatte i ædle Metaller med Belægninger af Emalje og Besætninger af Turkiser og Granater. Slebne Stykker med saadanne rige Mont- eringer (Fig. 53) er uden Sammenligning de værdifuldeste fra hans Værksted, selv om en lille Række rent plastiske Arbejder fra samme sædvanlig hævder højere Priser som Følge af, at de tildels er meget