Halls og Lowestofts omtrentlig samtidige. Kun i Plymouth og Bri-
stol og en kort Tid i New Hall i Staffordshire fremstillede man af en
Jord, der var bleven funden i Cornwall, et haardt Porcellæn i Lighed
Fig. 764. Blækhus dekoreret i Kakiemon-
Stil MADE AT NEW CANTON 1750. Bow.
British Museum.
med Kinas og Meissens. Paa de an-
dre Steder slog man sig af Grunde,
der næppe nogensinde er ganske op-
klarede, til Taals med at fremstille
blødt Porcellæn af den ene eller an-
den Art. Dog sluttelig af den ny
Art, der nævntes ovenfor under
Navnet »Ben-Porcellæn«.
Men hævder Englands Porcellæn
saaledes stoflig set en Plads for sig
selv i Keramikens Historie, kan det
samme kun delvis siges om dets
kunstneriske Fysiognomi, der i sine
Grundtræk stammer dels fra Fastlandet, dels fra Kina efter i næsten
alle Fabriker at have udviklet sig efter én og samme Linje, idet man
omtrent overalt begyndte med at efterligne Blanc de Chine-Typen
eller den hvide St. Cloud-Type med Prunusblomster o. 1. i Relief for
derefter at dyrke Kakiemon-Stilen som Overgang til Meissens maleriske
Rococo og ende med Sèvres’ farvede »Fonds« med udsparede Paneler i
rige Rammer af Guld. En parallel Udvikling gennemløb den engelske
Porcellænsplastik, idet den begyndte hvid eller ganske let koloreret og
Fig. 765. Hvid Terrin med blomstrende Mumegrene
i Relief. Bow, ca.1755. South Kensington-Museet.
forgyldt for derefter at tiltage
i Farverigdom og glansfuld
Forgyldning, indtil dens Stof
sluttelig skjultes ganske af
Guld og Farver. Først da fik
den et Fysiognomi for sig selv ;
men rigtignok et, som kun
sjældent er stemmende med
Fastlandets almindelige Smag.
I langt højere Grad end Por-
cellænet fra Fastlandets Fa-
briker ligner de engelske Fa-
brikers Frembringelser hver-
andre. At faa Øje paa Forskellene mellem dem kan endog være meget
vanskeligt for en Fremmed. Igennem enkelte Farver som f. Ex. Bows
»Segl-Vox-røde«, Chelseas »claret colour«, Worcesters »scale blue« lærer
man ganske vist enkelte udprægede Typer at kende. Ogsaa nogle Kunst-