skænket Staten deres Samlinger. Derigennem er der i England
vid Interesse for Landets gamle Porcellæn, og talløse er fol-
der holder det i Ære her og kappes om at komme i Besid-
er om Antikviteter, har den stigende
Stil, har
vakt en
Tiden de,
delse af det. Som altid, naar Talen
Fig. 858. Flødekande. Bleg lysebrun Grund
med Udsparinger, hvori Blomster i levende
Farver. Rockingham, ca. 1840. Herbert
Allen coll. South Kensinglon-Museet.
Efterspørgsel affødt stigende Priser,
og som altid har disse i stigende
Grad fristet Falskn erne til Virksom-
hed. En Trang til Orientering i de
herhen hørende, delvis meget ind-
viklede Forhold, vil dog næppe for
Tiden føles af ret mange i Skandi-
navien, hvor den alsidige og oplyste
Samler J. Traugott i Stockholm i
Øjeblikket turde være den eneste
Reflektant paa engelsk Porcellæn.
Skulde nogen ikke desto mindre
ønske at orienteres m. H. t. Priser
og Forfalskninger ogsaa paa dette
Omraade, kan vi henvise til den i
1921 udkomne »Antiques, genuine
and spurious« af Fr. Litchfield, der i hvert Fald paa det engelske An-
tikvitetsmarked er en velbevandret og erfaren Expert. For Worcesters
Vedkommende har Hobson alle fornødne Oplysninger i sin mønster-
værdige Monografi, der med alle sine øvrige Fortrin blot ikke forener
det at være af lige saa frisk Dato, som Litchfields Bog.
Her slutter »Keramisk Haandbog«. Dens sidste Bind slutter, lige-
som de foregaaende foran eller et Stykke ind i den Nedgangsperiode
i det 19de Aarhundreds 1ste Halvdel, under hvilken det gamle Kunst-
haandværk enten ligefrem døde ud eller sygnede hen med alle Tegn
paa at være dødsens. Den førstnævnte Skæbne ramte, som vi har set,
Fayencekunsten, idet den stille kvaltes i Konkurrencen med den Stor-
magt, hvortil den engelske Stengodsindustri udviklede sig i Slutningen
af det 18de Aarhundred. Væsentlig anderledes gik det Porcellæns-
kunsten. Thi medens de gamle Fayencefabriker paa Fastlandet prak-
tisk talt alle var paa private Hænder og derfor ude af Stand til at be-
staa økonomisk i Kampen mod den begyndende Storindustri, stod de
fleste af de gamle Porcellænsfabriker paa Fastlandet under Stats-
eller fyrstelig Beskyttelse, der forbød dem at bukke under økonomisk,