Race-Hunde

75 af den mindste Bloddraabe hist og her. Den anvendes i England nu delvis til Jagt, men holdes ellers paa Kontinen- tet hovedsagelig som Selskabshund. Hovedet er stort og smalt. Hjerneskallen højt hvælvet og Nakkeknoklen stærk. Huden paa Hovedet er løs og danner dybe Folder. Snuden er lang og smal. Næsen bred, af Farve sort. Læberne saa dybt nedhængende, at de dække de nederste Kjæbeben. Øjnene ere dybtliggende, lysebrune af Farve. Taarekirtelen og Bindehuden ses tydeligt.' Ørerne ere meget lavt ansatte, meget lange. Halsen temmelig lang med megen hængende Hud. Skuldrene skraat stillede. Brystet bredt. Nyrepartiet vel udviklet. Forbenene lige og meget stærke. Bagbenene kraftige o<^ kun lidt bøjede i Haseleddene. Poterne runde og Tæerne tætsluttende. Halen er grov og lang og bæres noget opadbøjet. Haarlaget tæt og kort. Farven er brun i forskellige Nuancer. Paa Ryggen skal være en sort Aftegning, saakaldet Saddel. De nordiske Spidshunde. (L. de B. Saxlund). De nordiske Spidshunde ere de mest udbredte og nyt- tigste Hunderacer i Verden. De have derfor i høj Grad Krav paa vor Interesse. Mest udbredt ere de i den nordre Polarregion. De forekommer, hos Lapper, Kareler, Folkene omkring nordre Dvina, i Olonetska hos Tscheremisser, Votjakes, Syrjæner, Samojeder, Voguler, Ostjaker, Tunguser, over hele Sibiriens Tundraer og Skovregion, hos Tschuktscher, Kamschadaler og Sibiriens øvrige Folkeslag. Endvidere findes de hos Eski- moer, bl. a. Grønlands. Men ikke nok hermed, de have ogsaa erobret lerræn Dele af den civiliserede Verden, som paa den skandinaviske Halvø^ Island og i Finland, ja helt nede i Bayern og Württem- berg forekommer de spredt. ‘Og hvad der er mest værd at lægge Mærke til: Mange af