Race-Hunde

8) Angriber Hunden forfra,“ gaar Bjørnen paa uden at tage videre Notice af den. Det er vanskeligt at faa Hunde, som have det tilstrække- lige Mod og det ildfulde Temperament, som skaber den virkelig gode Bjørnehund; thi det er en ganske farlig Sag for Hunden at give sig i Kast med Bamsen. Som en Ejendommelighed kan anføres, at den gode Bjørnehunds Egenskaber meget sjælden nedarves, medens man paa den anden Side ofte kan finde denne Hunds Egen- skaber, hvor man ikke ventede det, saaledes hos Hyrde- hunde og Bastarder. Aarsagen hertil kan maaske for en Del søges i den mere civiliserede Tilværelse, Dyrehunden nu fører, idet dens Føde og Forplejning i det hele taget er bleven forfinet. Astrup siger saaledes om Eskimohun- den: »Hvad der vel i en væsentlig Grad har bidraget til i legemlig Henseende at bevare hos Eskimohundene alle Ulvens Egenskaber, er den Omstændighed, at de endnu ernæres af de samme Stoffer og paa en Maade lever paa den samme vilde Vis, som deres Stamfædre, Ulvene. Deres Føde be- staar saaledes udelukkende af raat Kød, Blod og Spæk, Hvalrosskind og al Slags Indvolde.« Selvfølgelig har Dyrehunden aldrig levet paa denne Maade, men ' alligevel er der Forskjel paa deres Opdræt før og nu. Bjørnebunden har i enkelte kynologiske Værker været opført som en egen Race, dette er fejlagtigt. Det er en- kelte Individer af Dyrehunden og Lappe- eller Finnehunden, som benyttes til denne Jagt. Der er ogsaa stor Forskel paa Størrelsen af Dyrehun- den idet man ofte kan se ganske smaa og spæde Hunde ved’ Siden af store og mere grovt byggede. Aarsagen her- til er vel at søge i, at man oprindelig til Ledehund- Jagten gerne vilde have en mindre og lettere Hund, der var let haandterlig i Baand, medens man paa den anden Side til Løshund-Jagten foretrak en større, stærktsprin- »ende Hund, noget der ogsaa for nogle Aar tilbage førte til, at man krydsede Støvere ind i enkelte Dyrehundstammer,