Materiallære For Bygningsteknikere

— 245 — Lerets forskellige Bestanddele, saa at der opstod kiselsure Forbindelser, der smeltede ved den herskende Temperatur og kittede Lermassens Dele sammen. De af Lerets Bestand- dele, der bevirker denne Sammensmeltning, kalder man „Flusmidler". Hertil hører særlig Ilterne af Kalium, Na- trium, Kalcium, Magnium og Jærn, samt i mindre Grad Kisel- syreanhydrid (SiO2). Hvis Leret indeholder særlig mange Flus- midler, maa det brændes ved lav Temperatur, da man ellers risikerer, at der smelter saa meget af Massen, at Lervaren ikke kan bevare sin Form, men f. Eks. kaster sig eller endog synker sammen. Ved lav Brændingstemperatur faar man som Regel Ler- varer, der ikke har den Styrke og navnlig ikke den Vejrbe- standighed, der sædvanlig maa kræves af dem. Taaler Lereten saadan Opvarmning, at der sker en passende Smeltning, uden at Lervaren mister sin Form eller Porøsitet samt tillige er klangfuld, stærk og vejrbestandig, siges Varen at være „gar- brændt". Brændes Leret ved endnu højere Temperatur, saa at Porøsiteten gaar tabt, idet den smeltede Masse fylder Porerne, medens Lervarens rigtige Form og Størrelse beva- res, siges Varen at være brændt til „Sintring". Ved tilstrækkelig høj Opvarmning vil alt Ler smelte; men den Temperatur, ved hvilken Smeltningen indtræder, er meget forskellig for de enkelte Lerarter. Man kalder de Lerarter, hvis Smeltepunkt ligger ved eller over 1650° for „ildfaste". Grunden til, at man har valgt netop den Temperatur som Grænseværdi er, at Temperaturen i de fleste Ovne ligger saa lavt, at brændte Sten med et Smelte- punkt paa 16500 vil vise sig tilstrækkelig holdbare som Ovnfor. Angaaende Indblandingernes Indflydelse paa Lervarernes Brændingsfarve samt en iltende eller reducerende Brændings Indflydelse paa samme, henvises til, hvad der er sagt i 382 og 383. 396. Ved Lervarernes Brænding kan man skelne mellem tre Stadier. Først den saakaldt „Smøgn ing“, der sker ved ca. 120° C. og tilsigter at uddrive alt det mekanisk bundne