Materiallære For Bygningsteknikere

I I LC ©' to kan der, særlig ved fede, kalkfattige Lerarter, danne sig en haard, lidet porøs Yderskal, medens Stenens Indre ikke er gennembrændt. Udsættes en saadari Sten i vandmættet Tilstand for Frysning, vil den haarde Yderskal rive sig løs fra den indre, lettere brændte Masse paa Grund af det Tryk, der opstaar ved, at den Is, der repræsenterer Vandets Rum- fangsforøgelse ved Frysningen, piner sig ud gennem Yder- skallens faa Porer. Sten af magert Ler faar man lettere gennembrændt. De er som Regel frostbestandige, da Massen er porøs og tilstrækkelige stærk til at taale Trykket af den udtrædende Is. 404. Frostbestandigheden undersøges ved Prøvning af 6 Sten, der udtages blandt de lettest brændte. Stenene vand- mættes og fryses og optøs 25 Gange, saaledes som beskrevet i § 274. Efter hver Optøning undersøger man omhyggeligt, om der har fundet nogen Afskalning Sted. Hvis alle 6 Sten slipper uskadt gennem Prøven, anses de for at være frost- bestandige. 405. Hvis Murstenene paa Grund af mangelfuld Forbe- redning af Leret indeholder Kridt- eller Mergelklumper, er disse ved Brændingen omdannet til brændt Kalk. Hvis saa- danne Sten bliver vaade, vil Kalkklumperne læske sig, men da de udvider sig ved Læskning, vil de kunne sprænge Stenene. 406. Tilstedeværelsen af brændte Kalkkorn i en Mur- sten undersøges ved den saakaldte „Autoklavprøve“. Denne foretages med 5 Sten, idet man af hver Sten udhugger et Stykke paa ca. 100 cm3 og derefter lukker Stykkerne inde i en Autoklav, en lille Dampkedel, hvori man i 3 Timer vedlige- holder et Damptryk paa ca. Atmosfære. Dampen vil hurtigt gennemtrænge Prøvelegemerne og læske Kalkkornene, hvis Tilstedeværelse konstateres ved, at de sprænger Prøve- legemerne. 407. Styrken afhænger som nævnt af Brændingsgraden samt tillige af Lerets Art og Stenens Ensartethed. Fedt Ler giver stærkere Sten end magert Ler, naar Brændingen er rigtigt udført. For samme Lerart stiger Styrken med Bræn-