ForsideBøgerNorske Malere Og Billedhuggere : 3. Billedhuggerne

Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

Forfatter: Jens Thiis

År: 1905

Forlag: John Griegs Forlag

Sted: Bergen

Sider: 71

UDK: St.f. 75(48)Thi

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 112 Forrige Næste
BILLEDHUGGER-KÅR. lærvillig kjærlighed til høie forbilleder og resignationens tapperhed i en hård livs- kamp — det er de dyder, som de fleste norske billedhuggere besad. Nogle enkelte eied også en begavelse, som, om den ikke tidlig var blit kuet i hårde kår, måtte ha kunnet frembringe en anseligere og rigere produktion end den, de har efterladt. Ja, der lindes i denne lille skare et enkelt talent af det pureste stof og forædlet i kultur; men det hjemlige kulturklima var hans sarte og sjælfulde begavelse for barskt, og delte talent nådde aldrig den ranke vækst og fulde frodighed (Middelthun). En anden iblandt dem er et raskt og uforfærdet talent, som modig har bundet an med de største opgaver og i smidig tilslutning til samtidig fransk skulptur frem- bragt en række værker, der har ført mesterens ry langt ud over fædrelandets grænser. Men hans kunstnerpersonlighed hører ikke til dem, som føler sig stavnsbundne, og utålmodig over alle de gjenvordigheder, en norsk billedhugger har at overvinde, har han valgt sig et andet fædreland (Sinding). Den eneste iblandt dem, som har frembragt en kunst, der usvækket afspeiler en dybt og heftigt udpræget personlighed, slår endnu ung i sin fulde udvikling. Men hans arbeider er talrige og vægtige nok til at gi et indtryk af den dybe livsmening, som hans kunst er udtryk for (Vigeland). 1 den øvrige skare møder vi kun få, hvis talent har nådd en høide eller ud- foldet en egenart, som fortjener navn af ualmindelig. De fleste af dem har tat mærke af de altfor hårde vilkår, de har arbeidet under, og deres kunstnerevne er tidlig eller sent forkrøblet i sin vækst. Thi ikke alene blev for de fleste den naturlige trang til medgang og opmuntring altfor sjeldcn tilfredsstillet, men ikke engang den indbyrdes samfølelse kunstnerne imellem, som fra tid til anden har bundet slægtled af vore malere sammen og styrket deres evne i modgangen, sporer man i denne spredte og isoleret kjæmpende lille billedhugger-flok. Og den kamp, de kjæmped, har for næsten hver enestes vedkommende ikke alene været en nedslående kamp for kunsten, men ved siden deraf altfor ofte også en bitter kamp for brødet. Der er vel neppe nogen iblandt dem, som ikke til tider i sil liv har kjendt savnet af det aller nødvendigste. Men så er det netop også den stilfærdige tapperhed og troskab mod et engang fulgt kald, som gir denne kamp dens betydning og kaster et skjær af storhed selv over de ringere i denne lille skare, som dristed sig ind på en billedhuggers bane i et samfund, der havde så få forudsætninger for at forstå og føle behovet af deres kunst. Og i delte skjær må nodvendigvis nu deres landsmænd se deres liv og virke. 2