Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

BORCH - HANSEN — BUDAL. dengang helt uvant med, at billedhuggerkunsten — bortset fra portrættet — beskjæf- tigede sig med andre emner end dem, der horte hjemme i mythologien, bibelen eller historien. Endelig får vel nævnes, at Horch udforle — yderst hjælpelost! — den forste mindestatue, som reisles i vort land: præsident Christies på Torvalmenningen i Bergen. Borch gjorde desuden udkast såvel til et ryttermonument af Karl Johan som til en statue af Kristian IV. Borch bodde oftere og i længere lid i Bom. En rå voldshandling mod en del af hans arbeider, som blev ovel af en af hans stenhuggerelever ved straffeanstalten i Kristiania, gjorde et så voldsomt indtryk på Borchs sensible natur, at han såret og skuffet opgav sin produktion og siden væsentlig hengav sig til mekaniske expéri- menter og små opfindelser. Den venlige og afholdte gamle mand fik i sine sidste leveår en statspension og dode i 1896. — — Borchs livsvilkår og kunstnerbane står næsten i et skjær af lykke og medgang, sammenlignet med del liv, som to samtidige billedhuggere Hans Hansen (1821 —1858) og Hans Budal (1830—1879) fristed. Eller studieår i Kjøbenhavn og et længere ophold i Kom tilbragte Hansen sine sidste leveår i Kristiania, hvor han så godt som ingen beskjæftigelse kunde linde, Irak sig tilbage i skyhed og armod og dode, efter hvad man sagde, af sult, 37 år gammel. (En gat, som rider kjœphest (marmor) samt en siddende Homer (gibs) i Kunstmuseet). Budal var ligesom de fleste andre norske billedhuggere af bondeslægt, fra Budalen, og oprindelig træskjærer. Fra Jerichaus atelier i Kjøbenhavn kom han i 1861 til Bom, hvor han opholdt sig i 10 år. Men disse 10 år var en stadig kamp med den yderste fattigdom, som hindred enhver harmonisk udvikling af hans talent, der oprindelig kanske ikke var så ganske ringe. En kunstner, som for at underholde livet måtte arbeide året igjennem som marmorhugger i fremmede atelierer eller end- også som stenhugger og stenpukker — hvad han i al hemmelighed faktisk gjorde i italienske landsbyer — kan man jo ikke vente sig store bedrifter af. Han udstilled på den skandinaviske udstilling i Stockholm 1866 en Kristas på korset og to genre- ligurer, som i sin simpelhed skal ha talt godt om hans kunstnerevne, og i Kunst- museet er der en buste af ham af Carl IV. De sidste 8 år leved han hjemme, glemt og fattig, indtil døden 1879 gjorde slut på hans forfeilede liv. Heller ikke de to følgende kunstnere, Glosimodt og Fladager, der som bonde- gutter og træskjærere passende kan stilles sammen, har nogensinde nådd over på livets lysside. I et rigere land vilde de kanske fundet sin rette plads i kunsthånd- værket som dygtige ornamentskjærere. Men i Norge var der dengang endnu mindre plads for et kunstnerisk håndværk end for portrætbuster i marmor. Derfor gled de «