Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

CHRISTIAN BORCH. — Først i 1850, da kong Oscar I lod bygge og udsmykke sit lille sommerslot Oscarshal, og da der for første gang stilledes norske kunstnere en større officiel opgave, møder vi en ny billedhugger, Chri- stian Borch. Ham blev det overdraget at udfore et par relieffer med motiv fra Fridtjofs saga og en række dekorative hoder, som skulde fremstille per- sonligheder fra Norges middelalder. Christian Borch blev fodt i Drammen 1817. Som snekker og træskjærer havde han forst arbeidet på et værksted i Kristiania og siden søgt videre ud- dannelse ved kunstakademiet i Kjøbenhavn. Senere vandrede han som farende svend på sin fod gjen- nem størstedelen af Europa og arbeidede i årevis på værksteder i de store hovedslæder. Da han i 1845 1 CHRISTIAN BORCH. kom tilbage til Kjøbenhavn, beslntted han sig til at bli billedhugger og gilt ind på Bissens atelier.1) Var Michelsens kunst en afglans af Thorvaldsens klassicisme, er Borchs en re- præsentant for den nationale romantik, som i de følgende år farved åndslivet med en ny idealisme. Den bedste egenskab ved Borchs kunst er netop den renhjærtede og troskyldige begeistring, hvormed han greb tidens patriotiske og religiøse idealer. Altfor ofte er i hans arbeider følelsens oprindelige varme og energi gåt tabt under udform- ningen. Der er en fersk og glat almindelighed over alt, hvad han har gjort. Og hans kunst lider af en tilbøielighed til at udtrykke sig i symboler, der som oftest hverken er klare eller dybe. Med forkjærlighed søger han at meddele sin grundt- vigiansk påvirkede livsbetragtning i arbeider med bibelske og fædrelandshistoriske emner. De bibelske er lykkedes ham bedst. Der er virkelig en rørende hengivelse over en figur som Jephtas datter, der bestiger bålet — for ham et sindbillede på det religiose håb — og der er en lys tro udbredt over den unge Davids ansigt, der han lofter Goliaths banesten i sin hånd. Men hverken i disse arbeider eller i hans Sulamith, der som kjærlighedens personifikation slutter sig til de to andre figurer, kan den opbyggelige tanke erstatte, hvad der mangler af personlig og energifnld form. En noget særegen stilling i Borchs produktion, som er ganske omfangsrig, indtar et par genrefupirer — en liden pige, som skræmmes af en orm, og en anden, som kiger efter kyllingen i et hønseæg — arbeider som i den tid, de fremkom, i femti- årenes slutning, synes at ha virket slående ved motivernes »realisme«. Man var jo i) Biografi og forskjellige afbildninger i P. Botten Hansens Illustr. Nijhedsblad for 1858. 7