Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

PORTRÆTBUSTER. måtte næsten ethvert arbeide vristes ham ud af hænderne. Elskværdig og overbærende i sin dom over andre, kjendte hans selvkritik tilslut ingen grænser, og da så i hans senere år legemlig svaghed forened sig med denne syge selvundervurdering, som længe havde tæret på hans fantasikraft, blev hans- produktionsevne næsten helt lammet. Den 5. mai 1886 dode Middelthun i Kristiania, 66 år gammel. Som de ældre norske billedhuggere havde han levet under nokså trange kår, ugift og mest ensom. Og hverken i hans levedage eller efter hans død nådde hans talent frem til den almin- delige påskjønnelse, som det efter sin rang fortjener. Det er en let overskuelig række af værker, som Middelthun har efterladt — hvor mange mon har han ikke selv tilintetgjort? — • og det samlede indtryk de gir, er det, at Middelthun fremfor nogen er portrætisten i ældre norsk skulptur. Vistnok lyder enkelte arbeider — mest skisser — på, at hans evne også kunde ha udformet sig i andre, mere frit skabende kunstformer. Men dels var portrættet den eneste art af plastik, som der her hjemme — nu og da — føltes et virkeligt behov for, dels var også ganske sikkert Middelthuns begavelse stærkest i denne retning. Af kombinerende fantasi havde han meget mindre end af psychologisle sans og indtræn- gende formfølelse — en portrætkunstners bedste egenskaber. Alligevel var det ikke først og fremst sansen for det udvendig karakteristiske, som gjorde ham til en så frem- ragende portrætist. Del er vel værd al lægge mærke til, at hans portrætter så godt som alle fremstiller mænd, som ved ånd eller karakter rager op over det almindelige, mænd som på en eller anden måde har vakt hans beundring. For det almindelige bestillingsportræt følte han ingen interesse. »Al la en mand paa kornet« var for ham en kunst, som ingen tiltrækning havde. Alle hans portrætter er frugten af en lyrisk følelse. At få en ånd til at skinne gjennem ansigtets træk, det var for ham opgaven. Men så havde han også en egen evne til at gribe lige ind i personlighedens kjærne for derpå under et langvarigt arbeide at fordybe sig i formen med en stilfærdig inder- lighed, som har noget af en kvindes ømhed. Ganske gjennemstrømmet af denne lyriske følelse er Middelthuns broncebuste af Halfdan Kierulf på den lille vakre plads i Kristiania, som bærer komponistens navn. I bodels tankefulde holdning, i det drømmende, slørede blik, i det bævrende drag om den nervøse mund, i hele den sarte og følsomme måde, hvorpå disse sygelig for- finede træli er gjengit, føler man, hvor Middelthun kjendte sig sjælsbeslægtet med den norske romantiks milde og blide tonedigter. Længe før Kierulf-busten, som er påbegyndt kort efter Kierulfs død, i 1868, havde Middelthun (1859—1861) udfort de (o marmorbuster af Wergeland og Welhaven, som tindes i Studentersamfundet. 11