Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

WELHAVEN OG SCHWEIGAARD. mellem Wcrgeland og Middelthun, og på den anden side det dybe åndsslægtskab, som bandt Middelthun til visse sider af Welhavens personlighed og digtning. Wergelands overfrodig skabende fantasi og heftig blussende lyrik kunde vel vække beundring, men aldrig dybere samfølelse i Middelthuns tendre sind. Derimod har han sikkerlig følt sig inderlig berørt af Welhavens senere produktion, af hans gjennemreflekterte, vemodig stille og formklare lyrik, ligesom han vistnok også var imponeret af den overlegne intelligens og den myndige sikkerhed, som præged Welhavens personlighed. Når så hertil kommer det fortrin, som Welhaven måtte ha for ham i sit formskjønne hode med det stærke blik, som tindrer af ånd og vid, så er det let begribeligt, at det var Welhavens buste, som lykkedes bedst for ham. I Wer^e/and-busten har Middelthun søgt at gribe det extati.sk begeistrede, det freidigt løftede i Wergelands væsen. Men selv dette er kun halvt lykkedes for ham, og busten savner ganske den magt og vælde, som man gjerne vilde møde hos »Men- neskets« digter. I Welhavens buste har Middelthun derimod nådd ind til personlighedens kjærne. Det er en afklaret ånd, den gir; men i trækkene skjælver endnu mærker efter de brydninger, som engang har stridt i dette sind. Holdningen er sikker, streng; blikket fast, bindende; panden klar og herskende. Den speilblanke forstandens ro, som Wel- haven hele sil liv attråed, den hviler nu over disse træk. Kun om de yppige og bredtskårne læber røber sig endnu en dirren Ira et heftigt sind, spor efter ilter kamp- lyst, spor efter viddets gift. Men ud fra hans væsens grund lyser blikket, mandigt og stille, stolt og blidt, som hos en, der på vemodets dybder skimter livets dyrebare mening. Der er en forunderlig magt i dette blile fra bustens pupilløse øine, en skin- nende klarhed over denne pande, en kuet lidenskab i disse læber, som tilsammen levendegjør en ånd og et hjærte, et sind og en skjæbne. Mere end i noget andet værk af Middelthun er her den fordring, som Welhaven stilled til kunsten, skeet fyldest: stoffet er gjennemlyst af ånd. Den sidste store opgave, som blev Middelthun stillet, var at udføre et monument for professor A. M. Schweigaard foran universitetsbygningen, og i 1883 blev endelig delle monument afsløret. Heller ikke Schwcigaard havde Middelthun nogensinde set for sine øine — i sit tilbagetrukne liv var der så få, han mødte — men opgaven var ham sikkert ikke uvelkommen. Schweigaards nære venskab og — man tør vel si — åndelige slægtskab med Welhaven, hans klare og humane ånd, hans personligheds ligevægt og hans vakre ydre har utvilsomt i Middelthuns øine gjort den opgave både tiltrækkende og ærefuld at udføre en statue af ham, som Welhaven havde kaldt »Norges bedste søn«. Alligevel kjæmped Middelthun med denne opgave i mange år. Indtil det latterlige 13