Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

JULIUS MIDDELTHUN. vedblev han 13 år igjennem at bygge op, rive ned, pudse og file på sit værk, og kun ved det stærkeste pres kunde han omsider bevæges til at slippe statuen fra sig. I grunden var kanske Middelthuns evne af en altfor intim natur til at egne sig for monumentet, busten var for ham en langt mere naturlig form for portrættet end den monumentale statue. Hertil har vistnok den moderne dragt generet ham. Det er tyde- ligt at mærke endogså på den færdige statue, at kunstneren ikke har kunnet bekvemme sig til andet end først at modelere manden nøgen. Schweigaard er fremstillet som taler, men det er ikke ganske lykkedes at gjøre talerens gebærde veltalende. Der er noget tamt og keitet ved hans håndbevægelse. Men i ethvert fald er dog sta- tuen, om ikke helt vellykket, dog fri for den vanlige bombastiske monumenteffekt, dæmpet, vakkert tænkt. Dog — det værdifulde ved Schweigaardstatuen er selve hodet. Dette hode med det bløde og fyldige hår, »der faldt som en ravnevinge ned over hans pande« (Welhavens ord). Det åbne tillidsvækkende ansigt med de renskårne træk, det varme klare blik og det kloge halvsmil. Når Middelthun gang på gang formed Schiveigaards hode omigjen i en række af buster, så beror dette vistnok ikke bare på bestillinger. Utvilsomt har Middelthun følt sig personlig tiltrukket af opgaven. De talrige Schweigaard-buster var for Mid- delthun en hyldest til ånds- og hjærte-egenskaber, som han personlig skattede og til- dels selv besad. Blandt Middelthuns øvrige buster skal her bare nævnes den ånd- fulde WesseZ-buste i Kunstmuseet og en fortræffelig buste af Eidsvoldsmanden Aall. — JULIUS MIDDELTHUN HALFDAN KIERULF, 1868. Kierulfslunden, Kristiania. 11