Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

BUSTER. en plads og en brugbar stilling i det ubekvemme rum og samlet sine folderige klæde- bon om sig. Men på dem, som går nedenfor i det virkelige liv og ser dem sidde deroppe i trianglet, øver deres sindbilledlige ceremoni ingen gribende virkning. Grup- pen savner i høi grad dekorative egenskaber, er lam i omrids og smågnidret i form, lidet skikket til at virke på så stor en afstand. Skeibrok har også udfoldet en omfangsrig produktion som portrætist. En mængde af de mest fremtrædende mænd i vort offentlige liv har Skeibrok udført buster af: Eduard Grieg og Bjørnson, Johan Suerdrup og Søren Jaabæk, Ernst Sars og Overlæge Danielssen, Laura Gundersen, Johanne Reimers og mange liere. Skeibroks buster er alvorlige i opfatningen, men oftest tørre og hårde i formen. Hans bedste buster er Jaabœks og den overlegemsstore buste af Eilert Sundt, som pryder Sundts plads i Kristiania. — En side ved Skeibroks sympathiske personlighed, som vandt ham mange venner, men som var ganske afsondret fra hans produktion som billedhugger, var hans djærve lune og originale komiske fortællertalent. Skeibroks skrøner, hvoraf han har nedskrevet og udgit nogle og fortalt mange offentlig, åbenbarer en sans for det burlesli fantastiske og et saftfuldt lune, som hans kunst ikke gir nogen anelse om. Da Skeibrok i 1896 ved et ulykkestilfælde døde, havde vel færre følelsen af, at norsk billedkunst da misted en kraft, som endnu havde store løfter at indfri, end at et godt menneske og en redelig kunstnerkarakter gik bort. — Den finest anlagte natur af de tre kunstnere, som tik sin første uddannelse i Middelthuns værksted, turde være Søren Lexow-Hansen (født på Eker 1845). Men desværre synes denne kunstner at ha tat i arv fra sin mester i en næsten pathologisk grad hans produktionssky og mangel på selvtillid. Efterat Lexow-Hansen gjennem sin statue Vala (1886, i bronce i Kunstmuseet, i gibs i Trondhjems galleri) havde godt- gjort sin betydelige begavelse, har han intet som helst frembragt, som er kommet til publikums kundskab. Der er Edda-digtningens alvor og magt over denne gamle seerske, som udtæret og frygtelig stiger frem af Nordhavets tåger og vidner, hvad hun ved, at den verden, som fortærer sig selv i kiv og småligt egensind, skal gå under med guder og mennesker. VaZa-statuen viser et mere indtrængende naturalistisk formstudium end nogen tidligere figur i norsk billedhuggerkunst. I hvor høi grad den norske billedhuggerkunst forøvrigt i hine år, da malerkunsten nådde sin høieste blomstring, stod vanmægtig overfor en monumental opgave, og hvor komplet uskikket de yngre billedhuggere var til øverhodet at forme en helfigur, derom vidner på en sørgelig måde to konkurrencer til offentlige monumenter. Den ene — konkurrencen om Holbergstatuen i Bergen i 1883 — fik med fuldeste ret det udfald, at arbeidet overdroges en udenlandsk billedhugger (Børjeson). Den anden — kon- kurrancen om Tordenskjoldmonumentet i Kristiania i 1891 — blev en ligefrem skandale 31