Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

FIGURSTIL. figurstil røber et had til rococo-formen i fortids og nutids kunst. En stærkknoget hånd har formet Vigelands værker. Karakteristisk for Vigelands figurstil er en påfaldende sky for det gode huld. Hans figurer er af den største slankhed og med en accentueret benbygning, som ofte endogså nærmer sig skindmagerhed. Han nyder kraniets fladerigdom, er glad i den hule tinding, i den skarpe kjæve. Hans plastiske ideal er den hoftesmale, skarp- skuldrede, senede mand og den mandlig slanke kvinde med knopfast bryst og kysk hoftelinje. Altid er hans figurer nøgne. Gevanter og attributter er ukjendte i hans kunst. Og fordi det er bevægelsen, som er ham det væsentlige — den som gir ud- tryk for handling, sind, sjæl — derfor er også benbygningen ham det væsentlige ved menneskekroppen og kjødet med dets detaljer det forholdsvis uvæsentlige. Ud fra en sådan tankegang har Vigeland skabt sig en type, som går igjen i de fleste af hans arbeider. Typiske eksempler er figurerne på Lindboe-urnen (side 1) og på Nobelmedaljeii (begge fra 1902). Senere værker og udkast viser dog, at denne hans ungdomsværkers type er under forvandling, blir kraftigere og fyldigere, ligesom hele hans stil nu svulmer stærkere og mere malerisk end før. 55