Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

FOR DOMKIRKEN. som han hidtil har udført, i og for sig hetydelig figurkunst; men de viser også på en næsten forbløffende måde omfanget af Vigelands spænstige begavelse. Aldrig har en kunstner med større held prøvet at skifte formens ham og arbeide i en fremmed og tidsfjern stil end Vigeland i disse figurer, som tiltrods for al arkaisering rummer så megen personlig følelse. Af den rigdom på middelalderlig skulptur, som engang smykkede dômen i Nidaros, er bare en ganske liden og meget forkommen rest tilbage. Men så ypperlige er enkelte af disse gothiske billedhuggerarbeider, at de neppe er bedre at se på nogen middel- alderlig kirkebygning, som har sin skulptur i behold. En statue som Jo/unmes-statuen på domkirkens vestfaçade gir mål for det høieste, som middelalderens billedkunst har nådd i sin stræben efter åndfuld og sensibel skjønhed. Med slig skulptur var denne kirke engang oversået. Nu da den gjenreises — som man indbilder sig i den gamle skikkelse! — burde det jo også være magtpåliggende, tilnærmelsesvis ialfald, at gi skulpturen dens oprindelige plads i den gjenreiste ka- thedral. Men forrådet af gammel skulptur strækker ikke langt: et hode hist, en hånd her, et halvt dusin hovedløse og molesterede statuetorsoer og to nogenlunde velbe- varede legemstore figurer — det er det hele. Og denne façade, som engang har været prydet med ca. 60 legemstore statuer, foruden flere figurrige store relieffer! Og disse tårne og tagrender, som har været kranset af vandspyende chimærer, dette pragtoverlæssede vestskib, som i det indre har været klædt med relieffer af musicerende engle, hvor der bare levnedes en flade mellem buerne og de løvbugnende søilehoder! Denne rige korbue med de gjennem- brudte åbninger, som nu står gabende tomme, men som engang har været smykket med legemstore statuer! Hvor landt man evnen til at erstatte det tabte? Længe hjalp man sig, som man bedst kunde, med kopier og simple stenhugger-produkter, hvor man da ikke, som på alteret, i korbuen eller i feltet over »kongeindgangen« skjæmmede det gamle mindes- mærke med talentløst dilettant-makværk. Indtil Vigeland rakte sin hånd til restau- reringsarbeidet.1) Det var ikke uden betænkeligheder, al en kunstner med så stærkt udpræget indi- vidualitet som Vigeland besluttede sig til at binde sig til dette arbeide, som han ikke kunde påta sig uden personlige ofre. Men det folk og den by, som gjenreiser den b Et relief for »kongeindgangen« Hyrdernes tilbedelse og en liden Olavsfigur var Vigelands første arbeider for kirken. De er udført 1898; samme vinter modellerte han de 16 store vandspyere til hovedtårnet. I 1899 blev korbuefigurerne Moses, Maria, Esaias, Elias samt 8 gesimsfigurer til nordre tværskibs tårn modelleret. Resten af korbuefigurerne, Johannes, David, en signende Kristas og den korsfæstede, samt en kronende engel derover, er fra 1902. Fra samme år er englerelieffërne for bue- felterne i vestre skibs indre. 63