Skovfyrren Paa Tisvilde-Frederiksværk Distrikt

Forhold til Vildt, Insekter og Svampe. 239 emplarer, men de have hidtil ikke gjort Skade af Betyd- ning. Polyporus radiciperda og Armillaria mellea anrette begge følelig Skade paa Skovfyrren i Tisvilde Hegn. Det er van- skeligt at afgøre, hvilken der er den værste. Der angribes vel nok flest Træer af Rodfordærveren, men da den ikke ødelægger Veddet i saa høj Grad som Honningsvampen, bliver Skaden vel omtrent den samme. I de gamle Fyrre- bevoksninger i Tisvilde vil man oftest kunne finde dem begge, især hvor Bunden er noget fugtig. Da Stamtallet i en gammel Fyrrebevoksning kun er lille, behøver der ikke at blive angrebet ret mange Træer, før Bevoksningen bli- ver saa aaben, at det ikke kan lønne sig at overholde den længere, og heri bestaar maaske den væsenligste Ulæmpe ved disse to Snyltesvampes Angreb. Det er ikke muligt at overholde Bevoksningerne saa længe, som det er nødven- digt for at faa frembragt tykke Stammer med kernerigt og vægtfyldigt Ved; en stor Del selv af de sunde og velfor- mede Stammer maa derfor sælges til Brændsel. Et begyn- dende Angreb paa det enkelte Træ viser sig ved, at Kronen bliver tyndt besat med Naale, og Træer med dette Udse- ende bør absolut fjernes ved Udhugningen. Veddet kan endnu være friskt, men lader man Træet staa, vil det snart gaa ud, og man faar da kun frønnet Ved af det ved næste Udhugning. Er det Rodfordærveren, der har angrebet Træet, afsondrer der sig en Mængde Harpiks i Stammens nederste Del, hvilket sotn bekendt hindrer Svampens Væv i at gøre Stammen kerneraadden og bevirker, at Stammen bliver fast og haard ved Grunden. Skovarbejderne kende det godt, de sige at naar Træet bliver sygt, synker Harpiksen ned til Roden. Polyporus Pinicola har jeg et Par Gange fundet i en en-