Haandbog I Røngten Behandling

137 posta uriculært Epitheliom, lægt ved 1 Bestraaling. Men denne maa da ogsaa være tilstrækkelig; thi ellers faar man en forbigaaende Bedring eller endog Heling, men saa efter kortere og længere Tid Recidiv, og vil da ofte se, at Recidivet er upaavirkeligt og at Canceren des- uagtet propagerer videre, selv om der bestraales lige til Nekrose af Vævene. Det synes, som om disses Mod- standsevne mod Bestraalingen da er nedsat til endog at være mindre end Cancerens, og at denne da propagerer særlig hurtig i disse Væv med nedsat Vitalitet, især hos meget gamle Folk. Man ser da Forholdet med Hensyn til Røntgenstraalernes elektive Ævne vendt paa Hovedet, idet fornyet Bestraaling fremkalder udbredt Nekrose og Gangræn af Cancerens Modervæv eller Støttevæv og nærmeste Omgivelser, medens det epitheliomatøse Væv prolifererer livligt midt i Nekrosen, stundom som næsten isolerede Dele, der kun ved en ganske smal, og for- mentlig nødtørftig karførende, Stilk er i Forbindelse med Organismen. Under slige Forhold har jeg hidtil anset Prognosen for pessima og ment, at der intet var at gøre. Først for- nylig er jeg desværre bleven opmærksom paa en — ogsaa ellers tilsyneladende ret upaaagtet — Artikel af Wichmann i »Deutsche medie. Wochenschrift«, 1914, Nr. 26, hvori lian giver den Forklaring, at Sekundær- infektion i Epitheliomerne gør dem refraetære mod Røntgenbehandlingen, men angiver, at de da atter blive paavirkelige, naar Sekundærinfectionen hæves, hvilket skal ske ved Salvarsaninjectioner samtidig med lokal Behandling af Ulcerationen ved Pensling med Jodtinktur. Jeg mangler personlig Erfaring, men skal nu søge at skaffe mig den. (Dog er det vel sandsynligt, at Sal- varsanet væsentlig kun er effektivt overfor den fuso- bacillære Symbiose, ikke overfor anden Sekundærin- fektion.) De ofte af andre anvendte vedblivende præventive Bestraalinger i lang Tid bagefter, anser jeg for unyttige og risikable, men skal vende tilbage til dette Spørgsmaal