Haandbog I Røngten Behandling

16 A ö Fig. 8. Paavirkning, er (næst Straalekildens saa forskellige In- tensitet) et af dem, der mest betinger Røntgenbestraalin- gens Overlegenhed over Radiumbestraalingen i de aller- fleste Tilfælde. For beg- ges Vedkommende er en bestemt middelstor Dosis jo den therapeu- tisk virksomme, medens en for stor Dosis frem- kalder Nekrose ogsaa af det normale Væv, me- dens en for lille Dosis af de Heste anses for at virke »kancerbefordrende« o: irritativt paa Kanceren. Det gælder altsaa om i alle Vævslag at opnaa en pas- sende Dosis, saa egal som muligt i alle Dybder; men dette er theoretisk umuligt, naar det straalende Agens anbringes i eller direkte paa Vævet. Væv i 5 ctm Af- stand faar da f. Ex. 100 Gange saa ringe Paavirkning som Væv i xl2 ctm Afstand fra Radiumtuben. Og ved Anbringelse af denne udenpaa Huden bliver Indfalds- vinklens Forskellighed jo excessiv. 4) Intensiteten af Straalekilden. Ligesom Belys- ningsvirkningen paa en given Flade er direkte propor- tional med Lysets Intensitet (10 Gange større ved en 50 Lys- end ved en 5 Lys-Lampe), saaledes gælder det samme her. En Radiumtube med 50 mg giver 10 Gange saa stor Virk- ning som en med 5 mg; Radiumvirkningen kan praktisk set kun doseres i mg-Timer). For Røntgenlampens Ved- kommende maales Intensiteten nogenlunde som direkte proportional med den Strømstyrke, der gaar gennem Lampen, og aflæses altsaa paa Milliampérometret. Under behørig Hensyntagen til Afstand, Indfaldsvinkel, Lampe- kvalitet, F'iltration m. m. kan man i de givnie Milliam- pére-Minutter have et omtrentligt Doseringsmaal, der ceteris paribus kan have sammenlignende Værdi ved Sammenligning med den éngang for denne Størrelse under iøvrigt lige Betingelser udfundne Dosis. Men den-