Haandbog I Røngten Behandling

27 staaet ubrugt i nogen Tid, eller naar deres Ydeevne ikke har været undersøgt i nogen Tid), saa maa denne Dosering kontrolleres og korrigeres ved en egentlig Dosimetri, en Undersøgelse af Størrelsen af den ved Bestraalingen i hver Tidsenhed fremkaldte Effekt paa et eller andet Maalemiddel. Oprindelig bestraaledes ganske uden Dosering, ogsaa uden Støtte i Milliampéreminut-Tallet: »I Røntgenthe- rapiens Barndom var man henvist til at anvende den saakaldte Primitivmethode, hvis store Mangler var lette at faa Øje paa. Man bestraalede i Séancer paa 5—10 Min. med én til flere Dages Mellemrum og seponerede Bestraalingerne, saasnart der indtraadte Reaktion fra Hudens Side, hvorefter Resultatet afventedes. Skulde man opgive, hvor store Straalemængder, der var an- vendte i et eller andet Tilfælde, saa adderede man de enkelte Séancer og opgav den famlede Bestraalingstid« (I. F. Fischer i Ugeskr. f. Læger 1911 Pag. 1935). Intet Under da, at der ivrigt søgtes efter Doseringsmidler. Af saadanne Maalemidler gives der ikke mange, og ved de fleste af de faa existerende klæber der betyde- lige Mangler. Det ældste Doseringsmiddel er (næst Holzknechts, som nu næppe mere anvendes) Sabouraud-Noiré- Tabletten (en Tablet af Baryumplatincyanur, som under Indflydelse af Røntgenstraalerne forandrer sin Farve fra den i Reagensbogen anbragte »Teinte A« til »Teinte B«; naar dette er opnaaet, er der givet en Mængde Røntgen, som kaldes 1 S. N. og som skal svare til »1 Erythemdosis«, o: den Mængde, som fremkalder et 1ste Grads Røntgenerythem og en forbigaaende Epi- lation. Det maa erindres, at Tabletten anbringes i halv saa stor Afstand fra Antikathoden som Huden er, (dog ikke nærmere ved Glasvæggen end 2 ctm for ikke at sværtes af Lampens Varme). Denne Maalingsmethode (som mange Steder endnu er den gængse) har mange praktiske Ulemper og hele den Unøjagtighed, som følger med slige Farvningsreaktioner, endda i udpræget Grad fordi Farveforandringen overhovedet er saa ringe. Men