Haandbog I Røngten Behandling

33 Cap. IIL Røntgenstraalernes biologiske Virkninger. I tilstrækkelig stor Mængde virker Røntgenbestraaling efter en vis Latenstid dræbende paa alt levende Væv. Man kan ved Røntgenbestraaling fremkalde Vævsnekro- ser, som ikke blot omfatte Huden og det subcutane Væv, men Muskler og Knokler, som lægge Legemets Caviteter (Thorax, Peritoneum o. s. v.) aabne. Og man kan ved langvarig, aarevis Paavirkning med smaa daglige Mæng- der fremkalde kroniske Vævsdegeneratiener (f. Ex. af Myocardiet, af testes og Ovarier, af Blodets Leucocyter, af Tarmslimhinden o. s. v.), som kunne føre til Døden. Men især i mindre Doser har Røntgenstraalerne elektiv Evne, o: paavirke visse Væv og visse Celler mere end andre. Dersom dette ikke var Tilfældet, vilde the- rapeutisk Anvendelse af dem ikke være mulig. De Grundregler, som er raadende i dette Forhold, er føl- gende (Bergonier & Tribondeaus Lov i udvidet Affat- telse) : A) Celler, der er i Deling og er Sæde for Mitoser, er særlig røntgensensible. B) Jo nærmere en Celle staar den foetale Type, jo mindre fixeret dens Morphologi og Funktion er, jo læn- gere dens karyokinetiske Udvikling er, desto mere ra- diosensibel. Jo fjernere fra den foetale Type, jo højere uddifferentieret, desto mindre. C) Epitheliale Væv er for en stor Del mere sensible end andre Væv, dog ikke rene Dæk-Epithelier, især ikke Pladeepithelier uden mange Glandler, men derimod Glandelvæv, især hvis det er Sæde for livlig Celle- proliferation. D) Unge Individers Væv er mere radiosensible end ældres. Der indtræder hos unge Individer ved større Doser let Væxthæmninger og lokale Stansninger af Ud- viklingen paa de bestraalede Partier, dog langt mindre hos Mennesket end hos mange Dyr. E) For pathologiske Væv (Neoplasmer o. 1.) gælder, 3