Haandbog I Røngten Behandling

68 Cap. V. Røntgenstraaler og Radium. Allerede i 1914 udtalte jeg i »Ugeskrift for Læger«, JLjl Pag. 1561, følgende, som jeg med smaa Modifica- tioner kan gentage her: »For det første er Radiumbehandlingen i en bestemt Henseende teoretisk irrationel. Thi saavel ved Radium- som ved Røntgenbehandling virker smaa Doser maaske cancerbefordrende, eller i hvert Fald utilstrækkelig, store Doser derimod destruerende ogsaa for de sunde Væv. Den rette therapeutiske Dosis skal altsaa bruges, og for saavidt muligt ens for alt det behandlede Væv; men det er teoretisk umuligt, naar det straalende Middel an- bringes umiddelbart i eller paa Vævet. Da Radium kom op, talte man fra visse Sider med kritikløs Begejstring om den store Fordel i dette, at Radiumkapslen som en di- minutiv Røntgenlampe kunde bringes midt imd i Vævene. Men det er jo tværtimod Radiumbehandlingens Achilles- hæl, naar man ønsker en ligelig Paavirkning af Vævene. Betingelsen for egal Virkning er: Afstand. Thi da Virkningen aftager med Afstandens Kvadrat, saa faar Væv i 5 Centimeters Afstand 25 Gange saa lidt som Væv i 1 Centimeters Afstand. Hvis derimod det straalende Agens anbringes 20 Centimeter fra Huden, da faar Overfladen og Væv i 5 Centimeters Dybde Paa- virkning i Forholdet = y- Afstand giver Ega- litet. Fremdeles lider Radium i skæbnesvanger Grad af den Fejl kun meget ufuldkommen og tilnærmelsesvis at kunne doseres, medens Røntgen kan doseres med ret stor Nøjagtighed. Mulighed for Dosering er en elementær Fordring til ethvert Middel, men den er kun i særdeles ringe Grad tilstede for Radiums Vedkommende. For Røntgens Vedkommende kan man ved Hjælp af en Sa- bouraud-Noiré-Tablet, et Intensimeter o. s. v., om det skal være hver Gang, se, hvor meget man har givet