Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

128 17. (Dm 2Lvre og Markfred. E)onderne opgive endnu overalt 2Evret; deres Higen efter at flaae Kreaturerne lyse er saa stor, at de ofte ci engang oppe# bie Tiden, da alt Kornet er af Marken og Afgrøden tjenlig til at indhostes; Enhver stræber, ikke at blive den Sidste, der benytter 2Evrct. I de østlige Egne, saasom i Nsrre-, Sonder, og Mols Herreder, er det vel Brug at lade Kreaturerne vogte Foraar og Efteraar, for at de ikke skulle komme paa fremmede Mar- ker. Men denne Vogtning betyder kun lidet; thi som oftest seer Hyrden med Ligegyldighed paa, at Faarene og O.væget nedtrampe Rugen eller foraarsage anden Skade. Faarene vog- tcs indtil Voldborgdag, da de sættes i Søir. Paa Mols har man smaae Folde, i hvilke Faarene indelukkes om Natten. Dette bruges sjeldent paa andre Steder, fljondt det vel var at susie, da denne Foldning er at ansee som et Hjelpemiddcl til Markfrcds Tilvejebringelse og Gjodningens Forøgelse. I Almindelighed falder det ingen Bonde ind, at fordre Fred paa sin Lod. De Faa, som lægge Vind paa Brakfrugt- avl, gjsre naturligviis en Undtagelse. Disse kunne ikke folge gammel Skik, og maac benytte sig af den Ret, Forordningen af 9de )nli 1817 hjemlcr dem. Men den Modstand, som de herved mode, og den Forfolgelse, de paadragc sig, er næsten utrolig for den, der ikke vecd og seer, hvor indgroede Bon- dcns Fordomme ere. Virkelige» ere de Besværligheder, en Brakfrugtdyrker har at overvinde for at opnaae den for ham saa aldeles nødvendige Fred paa sin Mark, saa store, at man- gen Landmand, som kunde suste at iværksætte en forbedret Drift, alene deri finder Grnnd nok til qt undlade det, og