Bevægelseslære

17 tionen G, som fremkaldes, faas da af (13) at være: G _ P. P + 2Q _ g-P g P + 2Q’ hvorefter (6) — (9) kunne benyttes til Undersøgelse af Bevægelsen. § 22. Faldet paa Skraaplanet. Antages et Le- geme, hvis Vægt er p, liggende paa et Skraaplan, der helder Vinklen a. kan p (Fig. 8) opløses i to Kræfter, nemlig P = p sin. a parallel med Skraaplanets Længde og p cos a vinkelret derimod. Bortses fra Gnidnings- modstand, vil P = p sin « være den Kraft, der vir- ker i Bevægelsens Retning. Ifølge (13) er nu den deraf frembragte Acceleration: G = •? hvor M er Legemets Masse, altsaa ifølge (14): M = og G == = gsma. Da den bevægende Kraft P er konstant, gjælde nu Formlerne for jævnt foranderlig Bevægelse, naar der i disse sættes G = g sin a. Er Skraaplanets Længde 1, dets Højde h, og lader man Legemet falde ned ad hele Skraaplanet, opnaar det en Hastighed, der ifølge (9) bliver: ____ v = V2Gs = V 2. g sin a . 1 = V 2gh, eller samme Hastighed, som det vilde have faaet ved at falde lodret gjennem Skraapla- nets Højde (jvnfr. Anv. 8), men bruger hertil en anden Tid, nemlig ifølge (7) en Tid: • - VT - O? H. J. Hannover: Bevægelseslære. 2