Almenfattelig Vejledning til Vejarbejders Udførelse
med specielt Hensyn til Veibetjente og Communer

9ß Det er forhen bemærket, at KjorebanenS Udbedring med Steenmaterial ikke bor foretages i tørt Veirlig, men kun naar Veien er saa fugtig, at det paaforte nye Material ved Kjorselen derpaa kan forbinde sig, deels indbyrdes og deels med den ældre Steenmasse. Om Sommeren vil Veien for det Meste tørre saa hurtigt, at de til Udbedringen anvendte Stene ikke banes medens Veien endnu er vaad, og for at give disse Stene et fastere Leie eller forhindre, at de spredes nd over Veien ved at komme i Be- rorelse med Vognhjulene og Hestenes Hove, gjor nmn rettest i at trække saqmeget Dynd eller Stev over dem, at de ere dækkede deraf. At udbedre Veien ved at kaste Stene ind paa den, saaledes at disse ligge uden indbyrdes Berorelse, er et frugteslost Foreta- gende og kun til at spilde Materialet; thi det kan, anvendt paa den Maade, ikke danne nogen sammenhængende Masse. Enhver enkeltliggende Steen kan ansees som tabt, thi enten knuses den as Vognene, eller den lader sig trykke ned i Veiens Overflade, hvor den sordetmeste, ved den deraf fremkomne Forhøjning, kun gjor Skade. Hvor utaalelig derhos en paa bemeldte Maade med Steen oversaaet Kjorebane maa være for de Vejfarende, vil lette- ligen begribes. Derfor bor Stenene lægges tcetfluttede, og be- dække Veien aldeles, samt ved Efterplaneringen holdes i samme Stand. At levne Veibanen ved at sammenhatte Sporene tor kun finde Sted, naar enten Veien er meget ujevn, og man ilte er i Besiddelse af Material til en Udbedring, eller naar den ved tidli- gere, altfor rigelig Belægning er bleven for boi. Denne ^rem- gangsmaade bør undgaaes saamegct som muligt, fordi man derved atter bringer de faste Dele af Veibanen i en les Tilstand,