Almenfattelig Vejledning til Vejarbejders Udførelse
med specielt Hensyn til Veibetjente og Communer

56 8 50. 2 de fleste Tilfælde bruges uharpet Gruus til Biveiene; men man maae vogte sig meget for at ansee Sand, eller vel endog steenblandet Leer for Gruus, og kun bruge dette, naar det haves af en god Qvalitet (8 37). I dette heldige Tilfælde, behandles Veien som i § 43 er beskrevet, med de behørige Modificationer i Gruuslagets Tykkelse, hvorhos det ogsaa tor ansees som min- dre vigtigt, at anvende saamegen Omhyggelighed med Afsætningen. Igjennem Landsbyerne, og overhovedet paa ethvert Sted, hvor Veien har en indefluttet Beliggenhed, gjor man dog altid klogest t, at give Veiens Kjorebane en svag Underbygning af Steen; thi Veien tørrer paa flige Steder langsommere, og er desaarsag mere udsat for at blive dybt opskaaret t Sporene. Til den Ende Udgraves midt i Veien et Leie til et Steenlag af 4 til 6 Tommers Tykkelse og 10 Fods Brede; man forfærdiger Steenlaget af smaa Marksteen eller harpet Gruus, hvilket her ikke behover at være behandlet saa omhyggeligt med Hensyn til Ste- nenes Størrelse, som i § 34 er foreskrevet, og endelige« fores et Gruuslag, som midt paa Veien har 3 å 4 Tommees Tykkelse, paa denne Underbygning. Denne Bygningsmaade kan idethele taget anvendes i det sjeldnere Tilfælde, at en Bivei er saa stærkt benyttet, at en Gruusbelægning uden Steenunderlag ikke tor ansees for tilstræk- kelig. Krorebanen gives da en Brede af 10 Fod, Steenlagets Tykkelse bliver efter Omstændighederne 4 å 6 Tommer, og et Dæklag af uharpet Gruus er hcr af saamegen storre Vigtighed, da en Bivei, som i Reglen er mindre befærdet end en Landvei, vilde behove en lang Tid til at banes, dersom Kjorebanens Over- flade bestod af Steen.