Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Æblesyre. 1007 Ædelstene. især i Frankrig, Holland og Rhinegnene og benyttes i Husholdningen og til Conditor- brug. Æblesyre (Acidum malicum) er en fast, farveløs, i Vand og Vinaand let op- løselig Syre, som indeholdes i mange syrlige Frugter, saasom Æbler, Ribs, Stikkelsbær, Druer, Kirsebær, Hyldebær, Rønnebær, Blaa- bær, Ananas, Løg etc. Den fremstilles hyp- pigst af Saften af umodne Rønnebær, hvorfor den ogsaa undertiden benævnes Rønnebær- syre (Acidum sorbicum). Æblesyren kry- stalliserer i hvide naaleformige Krystaller, der have en behagelig surSmag og let flyde hen i Luften. Ved Gjæring bliver den til Ravsyre. Ved Ophedning til 180° C. af- giver den et Molecul Vand og omdannes til to isomere Syrer, Fumarsyre og Maleïnsyre Æblesyre er af Vigtighed paa Grund af den Lethed, hvormed den i Forbindelse med Ba- ser danner Salte, af hvilke mange allerede forekomme i Naturen, saasom æblesur Kali, Kalk etc. Ogsaa med Metalsalte indgaar den vigtige Forbindelser, saasom æblesurt Jern, Bly etc., som anvendos i Medicinen. Af Æblesyre tilbereder man ogsaa Æbleæther, en olieagtig, gullig Vædske. Æblevin s. Cider og Æbler. Ædelgamander s. Gamander. Ædelgran s. Gran. Ædelkoral s. Koraller. Ædelleverurt s. Adelkløver. Ædelstene, T. Edel- eller Schmuck- steine, Fr. Pierres précieuses, E. Precious stones, Gems, kalder man i Almindelighed saadanne Stene, som udmærke sig ved deres Haardhed, Glans, smukke Farve eller Farve- løshed, og som hyppigst ere gjennemsigtige eller dog gjennemskinnende og mere eller mindre sjeldne; de udgjøre Gjenstanden for Ædelstens- eller Juvelhandelen og tildels ogsaa for Bijouteriliandelen. Man inddeler dem sædvanlig i de egentlige, helt ædle Ædelstene eller Juveler, og Halvædelstene, som ofte ere couleurte Stene. Til de første henregnes særlig de fuldkommen gjennem- sigtige, som have en udmærket Haardhed, Glans og Modtagelighed for Polering, navn- lig Diamant, Corund, Rubin, Saphir, Topas, Smaragd, Granat, Hyacinth, Beryl, Chryso- lith samt de forskjellige Afarter af disse. Halvædelstene kaldes derimod de, som kun ere halvt gjennemsigtige eller gjennemskin- nende og ligeledes besidde de øvrige oven- nævnte Egenskaber i en ringere Grad, navn- lig Carneol, Chalcedon, Agat, Opal, Onyx,' Sardonyx, Lasursten, Ametyst, Tyrkis, Tur- malin, Heliotrop, Chrysopras og nogle flere af endnu ringere Værdi. Grænsen imellem disse to Klasser er dog idetmindste forsaa- vidt vanskelig at ^fastsætte, som smukke Stene af den anden Klasse ofte kunne have betyde- lig høiere Værdi end andre af den først- nævnte Klasse, og just af denne Grund er det heller ikke muligt at opstille nogen be- stemt Rækkefølge for de forskjellige Ædel- stene. En anden Inddelingsmaade er efter Haardheden, og man skjelner da imellem tre Klasser, nemlig 1) Haarde Ædelstene, som ere haardere end Kvarts, saasom Diamant, Saphir, Rubin, Corund, Chrysoberyl, Spinel, Topas, Smaragd, Hyacinth, Granat, Hessonit, Dichroit, Turmalin etc.; 2) halvhaarde, som med Hensyn til deres Haardhed staa imellem Kvarts og Flusspath og som omfatte Kvarts, Chalcedon, Carneol, Agat, Topas, Opal, Onyx, Vesuvian, Chrysolith, Disthen, Feldspath, Diallag, Hypersthen, Lasursten, Obsidian, Tyrkis etc.; 8) bløde, som ere endnu mindre haarde end de forannævnte, saasom Malachit, Gagat, Billedsten, Rav, Træ viegips, Atlas- sten etc. Ædelstenes Haardhed prøver man enten ved at lægge Mærke til, hvilket Slibe- middel man maa benytte til at slibe dem, eller ved at søge at ridse dem med en haardere Sten, eller endelig med en god engelsk Fil, hvortil der imidlertid hører megen Øvelse. Af denne sidste ville Dia- mant, Corund, Saphir og Rubin slet ikke blive angrebne, de øvrige egentlige Ædel- stene kun meget lidt og Halvædelstenene betydelig lettere. I Mineralogien benytter man til at undersøge Haardheden af Mine- ralier sædvanlig en saakaldet Haardheds- scala, som bestaar af et Antal ved Siden af hverandre befæstede Mineralier, af hvilke det ene stedse er haardere end det andet og er istand til at ridse det foregaaende, uden igjen at kunne modtage Ridser deraf. Haard- hedsgraden betegner man ved Tal, som an- føres ved Siden af Mineralierne; de ere følgende : Haardhedsgrad 1 = Talk (almindelig eller venetiansk.) * 2 — Gips eller Stensalt. » 3 = Kalkspath. » 4 = Flusspath. » 5 = Apatit. » 6 = Orthoklas (Feldspath). » 7 — Kvarts (Bjergkrystal). » 8 = Topas. » 9 = Corund. » 10 — Diamant. Haardheden af Flusspath er altsaa == 4, af Diamant = 10 osv. For at prøve en Stens Haardhed forsøger man nu med en Kant af samme at ridse de forskjellige Led af Scalaen, idet man begynder fra det haar- deste, for ikke til ingen Nytte at tilkradse de blødere Stykker, indtil man kommer til den Grad, hvis Mineral modtager en tydelig Ridse. Derpaa sammenligner man ved Hjælp af Filen Haardheden af den Sten, som skal prøves, med det sidste Led af Scalaen, der endnu ikke lod sig ridse, og bedømmer af den Modstand, som Legemet gjør imod Fi- len, samt af den stærkere eller svagere Lyd, der fremkommer ved Filingen, om det kun er ligesaa haardt eller om det virkelig er blødere end det sidste ikke ridsede Led. Orientalsk Topas vil t. Ex. ikke ridse de to liøieste Led af Scalaen, men derimod det tredie, Topasen, som er = 8; men med Fi- len finder man, at dets Haardhed ikke er under 9, da den paa Scalaen værende Co- rund viser det samme Forhold imod Filen som den saakaldte orientalske Topas. Den