Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Ædelstene. 1008 Ædelstene. egentlige eller saakaldte occidental,ske Topas ridser først ved 7. I mange Tilfælde tjener ogsaa en Prøve med Hensyn til Haard heden til at skjelne de ægte Ædelstene fra de kunstige eller eftergjorte, hvortil man dog ogsaa anvender en Undersøgelse af Stenenes Vægtfylde ved Hjælp af en hydrostatisk Vægt. I dette Øiemed veier man først Stenen i fri Luft paa en meget fin Vægt, dypper den der- paa, hængende under Vægtskaalen i en fin Traad, fuldstændig ned i destilleret Vand, og undersøger, hvormeget mindre den nu veier end tidligere; med denne Porskjel di- viderer man ind i den først fundne absolute Vægt, og Kvotienten er da den specifiske Vægt, idet Yægten af det rene Vand stedse antages at være = 1. Heller ikke denne Undersøgelse er imidlertid fuldstændig paa- lidelig, da man ved at tilsætte Metalilter til de af Glasflusser forfærdigede Ædelstene som oftest med temmelig stor Nøjagtighed kan give dem den samme specifiske Vægt som de tilsvarende ægte, og man maa der- for stedse desuden tage sit Kjendskab til Stenenes Farve, Glans og øvrige Egenskaber til Hjælp. Med indfattede Stene kan den nævnte Undersøgelse selvfølgelig ikke fore- tages. Den for de fleste Ædelstene eien- dommelige dobbelte Straalebrydning vilde ligeledes kunne benyttes som et Kjendetegn paa Ægtheden, dersom den ikke blev gjort ukjendelig ved Facetterne, og heller ikke vil en Stens Forhold under Blæserøret kunne bringes i Anvendelse uden idetmindste til- dels at ødelægge eller beskadige den. Som et Skjelnemærke kan ogsaa tjene den større Kulde og Elektricitet, som ægte Stene ved Gnidning udvise og beholde i 6—12 Timer, imedens de uægte allerede tabe disse Egen- skaber efter et Par Timers Forløb. I Por- færdigelsen af kunstige Ædelstene, de saa- kaldte imitationer, har man i den nyere Tid bragt det meget vidt, og hvad navnlig de farvede, indfattede Stene angaar, er det endogsaa før Kjendere ikke let af deres Ud- seende alene at fælde nogen sikker Dom med Hensyn til deres Ægthed, om de ogsaa sædvanlig forraade sig ved deres udsøgte Renhed og eiendommelige Glasglans (s. og- saa »Glasflusser«), Raa, uslebne Ædelstene ere navnlig Gjen- stand for en betydelig Handel i London, Amsterdam, Antwerpen og Paris, imedens de kun sjeldnere forekomme i Tyskland; de slebne komme ligeledes hovedsagelig fra de nævnte Byer. De fleste og smukkeste Ædel- stene komme fra Ostindien og overhovedet fra Landene i den hede Zone. Derfra hid- rører ogsaa den Omstændighed, at man sæd- vanlig giver de smukkere Arter Ædelstene Tilnavnet »orientalske«, selv om de slet ikke findes i Orienten, hvilket saaledes t. Ex. er Tilfældet med den ægte Opal fra Ungarn. Smaragden fra Peru etc. Men i det Hele taget hersker der stor Forvirring med Hen- syn til Benævnelserne paa Ædelstene, og mange gives ganske andre Navne i Handelen end i det mineralogiske System. I dette Værk ville under de specielle Artikler om de forskjellige Ædelstene de Navne findes anførte saa nøiagtigt og fuldstændigt som muligt, under hvilke de i Regelen fore- komme i Handelen ; men i Almindelighed kunne heller ikke disse Angivelser ansés som fuldstændig paalidelige, da der i denne Henseende gjør sig megen Vilkaarlighed gjældende, og Juvelererne ofte kun adskille Stenene efter Farven. Angaaende Ædel- stenes Værdi lader der sig i Almindelighed ikke opstille nogen bestemt Regel, da den betinges af mange Biomstændigheder og navnlig ofte af Moden. Ved Stene af samme Art er Prisen saaledes især afhængig af deres Renhed og Feilfrihed og af Farvens Skjønhed og Ensartethed, og ved skaarne Stene desuden af Snittets Regelmæssighed. For lige feilfri Varer gjælder for Tiden i Juvelhandelen for de mere kostbare Ædel- stene omtrent denne Rækkefølge: Diamant, Rubin, Smaragd, Saphir, Opal, Spinel. Ædelstenene komme til Europa dels i al- deles raa Tilstand og dels kun meget ufuld- komment bearbeidede. Deres regelmæssige Form og Polituren erholde de ved Slibning paa omdreiende Skiver af Støbejern, Kobber, Bly eller Tin, som ere bestrøgne med et Slibepulver, der til de haardeste Stene be- staar af Diamantpulver, til de mindre haarde af Saphir- Topas- eller Smergelpulver. Po- lituren eller den høieste Glans giver man dem ved Slibning paa Bly- eller Træskiver, som ere overtrukne med Læder, Klæde, Filt, eller Papir, under Anvendelse af meget fint slemmet Diamantbord, Smergel, Tinilte, Po- lérrødt eller Trippelse, eller opsaa blot ved Afgnidning med Læder. Ved Slibningen giver man Stenene meget forskjellige For- mer, som tildels maa rette sig efter deres Art og eiendommelige Egenskaber; de finere og gjennemsigtige gives sædvanlig enten Brillant- Roset- eller Taffelstenssnit; des- uden anvender man ofte Trappesnittet, det blandede Snit og Muslingesnittet, som alle ville findes tidligere beskrevne under Artiklen »Diamant«. Muslingesnittet, som ogsaa be- nævnes cabochon, bestaar deri, at Stenen har en kugleformig Overflade uden Facetter, og den kan sda enten kun være convex pan den ene Side og flad paa den anden, eller convex paa begge Sider; det anvendes is#1' med halvt gjennemsigtige og gjennemskin- nende Stene. — Ved at anvende forskiellig6 Kunstgreb ved Indfatningen af Ædelstene) saasom ved at give dem et Underlag eller farve deres Underside etc., søger man ofte at forhøie deres Skjønhed og at skjule deres Feil; dette kan ogsaa lade sig gjøre saa skuffende, at man aldrig med nogenlunde Sikkerhed vil kunne bedømme Værdien »i en indfattet Sten, og det er derfor en Regel kun at kjøbe kostbare Stene uindfattede. Man har navnlig bragt det vidt i denne Kunst i Orienten, men ogsaa i Europa anvendes den oftere for at skuffe lettroende Kjøbere- Underlaget bestaar sædvanlig af en glinsende Folie af passende Farve, men undertiden og- saa af en sort eller mørktfarvet Mastixfernis.