Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Bævergeilfedt. 115 Bæversælhundeskind. dens Vægt, aabnes undertiden Pungene, og der indlægges da Smaastene, Gummi etc., eller den ægte russiske B. udtages og remplace- res af canadisk; ved Indkjøbet maa man der- for nøie paase, at der ingen Sammensyning findes paa Pungene. Undertiden fyldes og- saa Testikelpungene af unge Gedebukke med en Blanding af Bævergeil, Ammoniakgummi og Galban um og udgives for ægte. — B. paa- virkes ikke meget af Vand, hvorimod der ved Digestion med Vinaand deraf udvindes en kraftig, mørkebrun Tinetur, Bævergeiltinctur, som anvendes i Medicinen; den kaldes æthe- risk, naar den er tilberedt med en Blanding af Vinaand og Æther. Bævergeilens Hoved- bestanddele ere: ætherisk Bævergeilolie, hvid- gul, tungere end Vand og med en gjennem- trængende Bævergeillugt; Bævergeilharpix, af brunlig Parve, næsten uden Smag og med en svag Lugt af B. ; Castorin eller Bæver- geilcampher, en hvidgul, kornet, undertiden krystallinsk, let sønderbrydelig og næsten voxagtig Masse med en svag Lugt af B. ; Castorinsyre, Cholesterin, desuden Galde- stensfedt, en Mængde kulsur Kalk og flere andre saavel organiske som uorganiske Stoffer. — Den russiske B. kommer fra Petersborg, Moskau og Archangel, den canadiske over London, Amsterdam og Hamburg. Den be- nyttes i Medicinen som et nervepirrende, og den russiske især som et krampestillende Middel. Bævergeilfedt (Axungia Castoreï), en gulagtig, blød, fedtet Masse uden Lugt, findes i to smaa saakaldte Oliesække, der ligge under Bæverens Castorpunge; det har stun- dom været anvendt i Medicinen. Bæverhaar eller Castorhaar ere de afskaarne Haar af de til Pelsværk ikke an- vendelige Bæverskind; de benyttes til fine Mandshatte, til Huer, Handsker, Strømper etc. De bedste Haar ere af Bæverens Bug og Byg; deres Farve kan være baade sort, brun, gul eller ganske lys; Hattemagerne foretrække sædvanlig de sorte som de fineste og blødeste, og anvende dem nu kun til dermed at over- trække almindelig Pilt, imedens de tidligere, da de forekom hyppigere, ogsaa benyttedes til helt Hattefilt. De fleste B. forsendes af Hudsonsbaicompagniet fra Canada; de rus- siske ere noget kortere, men finere. Man skjelner imellem to Sorter: fedt skaarne eller magert kæmmede; de forskrives over London og Amsterdam. Bæ verro tt eskind hidrøre enten fra den i Nordamerikas Floder levende canadiske B., Ondatra (Fiber zibethicus) eller fra den sydamerikanske B., Coypu (Myopotamus bo- nariensis); den første er næsten saa stor som en Kanin, den sidste, som har en Hale som en Botte, kan blive over 1 Alen lang. Skindene af begge Sorter ere meget søgte og anvendes saavel til Pelsværk som til Hatte. Bæverskind eller Castorskind ere Skindene af den i Nordamerika, Busland, Si- bérien, Kamschatka og enkelte Steder i Norge levende Bæver (Castor Fiber). De ere be- satte med glinsende, rustbrune, i kolde Egne sorte og i meget kolde Lande stundom hvide, lange og kraftige Haar, under- hvilke der findes et Lag brungraa, meget fine og bløde Bundhaar; de vurderes høit baade som Pelsværk og som Materiale til Hattefabrika- tionen (s. Bæverhaar). Bundtmagerne fore- trække de Skind, -som ere mest bløde og bøielige og have lange, silkeagtige Haar. De fleste komme fra Nordamerika, hvor man skjelner imellem 1) friske eller Vinterbæver- skind, som ogsaa kaldes Pergamentskind, fordi de paa Kjødsiden have Lighed med Perga- ment, 2) Sommerbæverskind og 3) Fede eller Pelsbæverskind. De førstnævnte, som ogsaa undertiden kaldes moskovitiske, fordi de mest forsendes til Moskau, hidrøre fra Dyr, som fanges i Løbet af Vinteren, da Skindet er smukkest og rigest paa Uld, og anses som en af de kostbareste Sorter Pelsværk; navn- lig udmærke Skindene af unge, 2—3 Aar gamle Bævere sig ved deres smukke, glin- sende Haar. — Sommerbæverskind, som man ogsaa kalder tørre eller magre, erholdes af de om Sommeren fangede Dyr; de ere ikke anvendelige som Pelsværk og benyttes kun af Hattemagere. — De fede eller Pelsbæver- skind erholdes ogsaa af Dyr, som ere dræbte om Vinteren; men de ere i Begelen altid benyttede i nogen Tid af Indianerne til Be- klædning eller som Tæpper og ere derfor ofte meget urene, ligesom de ogsaa sæd- vanlig have mistet endel af deres gule Haar- dække; de bruges imidlertid baade som Pels- værk og til Hatte, men staa i meget for- skiellig Pris efter deres Beskaffenhed. I Busland leve Bæverne mest enkeltvis i Flo- derne i Omegnen af Beresow. Man inddeler der Skindene i Siranske, Obiske og Tschu- limske, alle uden Bugstykker, samt i Skind af unge Bævere; særlig skjelner man imellem de store og de smaa Sorter. De fineste og kostbareste Skind komme fra Kamschatka. Bugstykkerne sælges sædvanlig særskilt i sammensyede Sække. I Handelen inddeler man g'jerne Bæverskind i sorte, som ere de smukkeste og dyreste, hvidhaarede og en- aarige eller smaa. Haarene paa Byggen og Bugen ere de længste og mest glinsende. — I Chili lever en Art Bæver, Castor chilensis eller huidobrius, som er mørkegraa paa Byg- gen og hvid under Bugen, men disse Skind forekomme kun sj elden i Handelen. Bæversællrandeskind, Pelssæl- hundeskind eller Silkebæverskind kaldes i Pelsvarehandelen Skindene af den ved Nord- amerikas Vestkyst, omkring de aleutiske og kurilske Øer og i Australoceanet i Mængde levende Søbjørn (Fhoca eller Otaria ursina). De ere besatte med lange, laadne Haar, som hos Hannerne ere sortegraa, hos Hunnerne askegraa. Især sættes der Pris paa de sorte, fine, glinsende Skind af de endnu ufødte Unger, hvorfor Jægerne især efterstræbe de drægtige Hunner for at skære Ungerne ud af dem, saasnart de ere dræbte. Ogsaa de unge, un- der et Aar gamle Dyr dræbes hyppig; deres Skind er ved Fødselen sort, men de sorte Haar falde snart af og gjøre Plads for de graa eller blaalige. Mange af disse Skind 8*