Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Chicarødt. 146 Chinabark. de sydamerikanske Bjerglande en af Mais tillavet Sort 01 af mørkegul Farve og en be- hagelig, lidt bitter og syrlig Smag. Det er en meget yndet Drik i Sydamerika, hvor navnlig Indianerne consumere den i Mængde, da den er berusende. Chicar®«tt er et Farvestof, som udvindes af Bladene af den ved Orinoco voxende Slyng- plante Bignonia Chica, og som de Ind- fødte i Sydamerika betjene sig af til at farve Huden rød. Det kommer i Handelen i smaa runde zinnoberrøde Kager og anvendes i Eu- ropa til at frembringe en eiendommelig smuk orangerød Farve paa Bomuldstøier. Cliichmfro eller Absusfrø (Semen Chichm eller Cismæ) er Frøkornene al den i Ostindien og Mellemafrika voxende, henved 1 Fod høie Chichmcassia (Cassia Absus) ; de ligne Hørfrø, have en krydret Lugt og en ubehagelig Smag. De anvendes imod den ægyptiske Øiensygdom. CMckenskm kaldes i England meget fine Handsker, som forfærdiges af Skindene af nyfødte Lam. Cliiervine ere to forskjellige Sorter Malvasier fra den græske 0 Chios. Chiffons de laine s. Shoddyuld. Clligny er en god rød Champagnevin af anden Klasse fra Omegnen af Rheims. C hijol kaldes Vedet af en i Mexico voxende Skovbusk; det anvendes særlig til Blæseinstrumenter og har den Egenskab, at det i tørret Tilstand meget let bliver stenhaard. Chikat s. indiske Fuglereder. Chile eller Chilcotes kaldes i Mexico spansk Peber. Cliilimés ere smukke, brogetmønstrede Tæpper, som forfærdiges i Slavonien af Silke, Uld eller Linned. Chilisalpeter s. Natron, salpetersurt. Chillies kaldes i England Bælgene af Cayennepeberet. Chillum er Navnet paa en Sort ostin- disk Tobak, som er tilsat Sukker, Kryderier. Opium og Salt og som ryges af de rige Østerlændere. Chimbaris er den franske Benævnelse paa de ordinaireste tyrkiske og ægyptiske Bøffelhuder. China er det engelske Navn paa Porcel- lana og finere Fajence. Chinabarlt (Cortex Chinæ), Fr. Quin- quina, E. Peruvian bark, kaldes Barken af en Mængde til Slægten Cinchona henhørendc, i Sydamerikas liøitliggende Bjergskove voxende smukke Træer eller Buske med modsatte, helrandede Blade og røde eller rødlige Blom- ster, der ere samlede i en Halvskjærm eller Top. Navnet udledes af Nogle af China eller Quina, som i Indianernes Sprog betyder Bark, og af Andre af Planteslægtens Navn Cin- chona, som den blev opkaldt efter Vicekongen i Peru, Grev Cinchon, hvis Gemalinde i Aaret 1632 ved Hjælp af Barken af disse Træer blev helbredet for Koldfeber. Ved sin Hjemkomst i 1688 medbragte han derfor et Qvantum af denne Bark til Spanien, hvorfra den navnlig ved Jesuiternes Bestræ- belser blev udbredt og kom i stor Anseelse, som den dog snart atter tabte, fordi den of- tere forekom forfalsket og dertil blev betalt med en overordentlig høi Pris, et Pund saa- ledes med indtil 1000 Kroner. En engelsk Læge, Talbot, bragte den imidlertid atter i stort Ry i Aarene 1670—75 som Middel imod Koldfeber, uden dog at aabenbare for Nogen, hvoraf hans Lægemiddel egentlig bestod. Senere solgte han dog sin Hemmelighed til Ludvig den 14de i Frankrig, og nu varede det ikke længe, førend Chinabarkens Virk- ninger vare bekjendte over hele Europa. Den hensynsløse Maade, livorpaa Indsamlerne (de saakaldte Cascarilleros) fældede Træerne, uden at tænke paa at erstatte dem med nye, var imidlertid for endelAar siden ikke langt fra at udrydde saa godt som alle Chinatræ- erne i Sydamerika, og et af de virksomste Lægemidler vilde saaledes let kunne være gaaet tabt for Menneskeheden. Endnu i rette Tid blev der imidlertid foretaget Skridt for at forhindre dette, dels ved skærpede Be- stemmelser med Hensyn til Indsamlingen, og dels ved de af forskjellige europæiske Rege- ringer gjorte Forsøg paa at acclimatisere Træet i andre Verdensdele, hvilket ogsaa lykkedes; navnlig kronedes den hollandske Regerings Forsøg paa at cultivere Chinatræer i sine asiatiske Besiddelser med afgjort Held. Der findes nu udstrakte Plantninger deraf paa Java, Borneo, Ceylon, i Ostindien og flere Steder; den herfra kommende Bark har allerede i liere Aar gaaet i Handelen, og de bedste Sorter (navnlig af Cinchona Calisaya Ledgerìana) overgaa endogsaa i Chininindhold den sydamerikanske Bark. — Ligesom de mange Sorter Chinabark, der forekomme i Handelen, kunne stamme fra fiere Arter af det nævnte Træ, saaledes kan ogsaa Barken af de enkelte Træer være meget forskiellig saavel med Hensyn til Udseende som til indre Gehalt, eftersom den er tagen af Stam- men, de tykke eller de tynde Grene, hvilket i høi Grad vanskeliggjør Adskillelsen imellem Sorterne. Hovedmarkederne i Europa for C. ere London og Amsterdam; men den for- sendes ogsaa over Frankrig, Hamborg og Bremen, enten i Baller af Huder (Seroner) paa 80—130 Pd., eller i Kister paa ca. 150 Pd., _ indsyede i Huder. Den bestaar sæd- vanlig af flere imellem hverandre blandede Sorter, som da blive sorterede i Europa. Der gives omtrent 50 Arter Chinabark, imedens Antallet af de forskjellige Arter af Træet langtfra er saa stort, hvorfor Sorteringen, som ovennævnt, er forbunden med mange Van- skeligheder, idet der baade maa tages Hen- syn til Barkens ydre Form og Farve, og til dens chemiske Gehalt. — God Chinabark maa ikke være altfor bleg, og den inderste Bark, som indeholder Alkaloiderne, bør være tyk i Forhold til den ydre Bark, ligesom den bør have en kraftig, bitter Smag og ikke være ormstukken. —- De ægte Chinabark- sorter inddeles i tre Hovedgrupper, nemlig gule, brune eller graa, og røde. — a) Gul Chinabark (Cortex Chinæ flavus); hertil henhører Kongechinabark (C. Ch. regius) af Cinchona Calisaya, som voxer i varme, liøit-