Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Diamant. Diamant. De sidstnævnte betales højest iblandt de far- vede Diamanter, som i Almindelighed ikke vurderes saa høit som de farveløse; de sorte forekomme under to Former, nemlig som Al) krystalliserede, der næsten ore ganske Jgjen- nemsigtige og kun sj elden slibes, og som amorphe, der ere aldeles uigjennemsigtige og kaldes Carbonado ; disse forarbeides aldrig til SmjKkestene, men anvendes kun som Dia- mantbord til Slibning af andre Diamanter. De raa Diamanter ere overtrukne med en mindre gjennemsigtig Skorpe, som maa fjer- nes ved Slibningen; ved Indkjøbot kommer det derfor an paa at kunne bedømme Stenene trods denne Skorpe. En god Diamant maa vise sig som en Draabe Kildevand, og give et stærkt, livligt, spillende Lysskjær fra Midten. Dersom Skorpen er glat, lys og spillende i det Grønlige, eller ogsaa grøn som Bouteilleglas, er Stenen i Regelen feil- fri, af god Haardhed og ogsaa ofte af det reneste Vand. En hvid, ru, næsten uigjen- nemsigtig Skorpe er ligeledes et Kjendetegn paa en god Diamant, især naar denne ved at holdes op imod Lyset viser sig fri for Ejer, Skyer eller Pletter; det Samme gjælder de Stene, som ere bedækkede med en gulagtig, rustlignende Skorpe. I gode D. maa der ikke vise sig enkelte hvide eller graalige Taage- pletter, ligesom det maa paaagtes, at de ere fri for de smaa rødlige Korn, som undertiden tindes enten paa Overfladen eller i det Indre. Octaëderfladernes Retning bør derhos være normal for Spaltningens Skyld, og selve Spaltningsfladerne maa ingen Krumninger have. Først ved Slibningen erholder Dia- manten sin fulde Skjønhed; dette er en Kunst, som hovedsagelig udøves i London, Antwerpen, Paris og Amsterdam. I den sidst- nævnte By beskæftiger Diamantslibercompag- niet imellem 4 og 500 Slibemøller med over 1000 Arbeidere, og desuden findes der flere private Etablissementer, af hvilke Brødrene Costers er verdensberømt. Diamantsliberne i London og Paris beskæftige sig mest med at omarbeide allerede slebne Diamanter, f. Ex. Tyksten og Taffelsten, til Brillanter og Ro- setter. Til Slibning benyttes kun det saa- kaldte Diamantbord o: det Pulver, som frem- kommer ved Knusning i hærdede Staalmor- tere af de Stykker, som falde af ved Spalt- ningen og den videre Forarbeidning af de større Diamanter eller som erholdes ved Pul- verisering af smaa urene eller sletfarvede Diamanter, (af ægte D. er dette Pulver graa- lig't). Den raa D. taber i Regelen ved Slib- ningen indtil Halvdelen af sin Vægt. Der gives tre forskj ellige Hovedformer eller Snit, i hvilke en Diamant kan slibes, nemlig Bril- lant-, Roset- og TafFelstensform, dog slibes Diamanten nu ikke mere til den sidstnævnte Form, og mange ældre Taflelsten sendes til Sliberierne for at omslibes til Brillanter. Af disse er Brill an tform en den smukkeste og kostbareste, fordi den omfatter de tykkeste Stene. Formen af en saadan Sten ligner to med deres Grundflader forbundne afstumpede Kegler af forskj ellig Høide og ulige store Afstumpningsflader. Den Kant, hvor begge disse Kegler støde sammen, danner selvfølge- lig Diamantens største horizontale Peripheri og kaldes Rundisten eller Indfatningsranden (T. Rundiste, Fr. Feuillette) ; ved denne fast- gjøres Stenen til Indfatningen. Den Del, som befinder sig ovenover Rundisten, kaldes Overdel, Pavillon eller Krone (Fr. Dessus); den nedre Del kaldes Culasse (Fr. Dessous). Pavillonens øverste Flade, som er parallel med Rundistens Flade, benævnes Taffel eller Tavlen, den modsatte mindre Underflade af Culassen kaldes Collette. Culassen er høiere end Pavillonen, og Tavlen større end Collet- ten. Ved en aldeles regelmæssig sleben Bril- lant skal Overdelen udgjøre Vs og Underdelen 2/s af dens Høide og Tavlens Bredde 4/9 af Rundisten, men være 5 Gange saa stor som Colletten. Disse Forhold eller Dimensioner, som Kunst og Erfaring have fundet at være bedst egnede til at give Diamanten den høie- ste Funklen, Farvespil eller Ild (Brillantering), danne derfor de Hovedregler, hvorefter de tildannes og forhandles. Rummet imellem Rundisten og Tavlen eller Colletten er ud- fyldt med Facetter; de, som støde til Tav- len med dens Grundflade, kaldes Tavle- og Stjernefacetter, imedens de til Rundisten stødende benævnes Tværfacetter, og de til Colletten stødende Facetter Colletfacetter. Saadanne Brillanter, som paa Pavillonen have to Rækker eller Zoner tresidede Facetter, sædvanlig 24, og paa Culassen 8 à 12 dels tresidede og dels femsidede Facetter, kaldes dobbelte Brillanter eller dobbelt Gods, ime- dens de, som imellem Tavlen og Rundisten have tre Rækker Facetter (som oftest 32). nemlig imellem de to Rækker tresidede Stjerne- og Tværfacetter en Række firsidede, og som paa Culassen have 32 eller stundom kun 24 tre-, fire- og femsidede Facetter, benævnes tredobbelte Brillanter. De fuldkomneste ere de, som baade paa Pavillonen og Culassen have 32 Facetter, der staa saa nøiagtigt som muligt ligeoverfor hverandre, idet en saadan Sten skal bryde og sprede Lyset smukkest. Indfatningen af Brillanter sker stedse à jour, det vil sige saaledes, at Stenen kun befæstes ved Rundisten, saa at baade Over- og Under- delen ligge frit. Nedenstaaende Tegning forestiller i Midten 2 Brillanter i naturlig Størrelse af resp. 10 og 1 Karats Vægt. Den tykke Streg angiver Længden af Tavlens Gjennemsnit, og de smaa □ nedenfor angive Collettens Størrelse. De tvende yderste Figurer vise en Brillant med oval Rundist og af c. 12 4/2 Karats Vægt. Halvbrillanter eller Brillonetter kaldes saa- danne, som kun foroven ere slebne som Brìi-