Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Elemé. 204 Elfenben. man ogsaa som en Følge af Tændernes Stør- relse kan erholde meget store Stykker deraf. De afrikanske Elefanttænder ere ikke saa hvide og smukke som de asiatiske, navnlig de ostindiske og siberiske, og ere oftere rid- sede og derfor mindre anvendelige til større Arbeider, ligesom ogsaa Elfenbenet deraf hur- tigere bliver gult. Af de asiatiske ere de fra Ceylon og Achem de smukkeste og hvideste; desuden erholdes de fra Siam, Arracan, Co- chinchina, Sumatra etc. Af de afrikanske komme de fleste og bedste fra Kysten af Gui- nea, dernæst ogsaa fra Kord ofan og Nubien, fra det sydlige Afrika, Kysten af Mozambique og fra Berberiet, hvilke sidste dog sædvanlig ere smaa og svage; dog ere de fra Mogador bedre end de fra Algier. I den afrikanske Handel kaldes Tænderne ogsaa Morfil eller Marfil; de komme sædvanlig til Europa over England, som indfører betydelige Kvantiteter deraf. Den samlede Indførsel tilEngland af Ele- fant- og Hvalrostænder udgjorde i Aaret 1876 c. 18.000 Ctr. til en Værdi af over 10 Mill. Kroner, hvoraf Størstedelen var Elefanttænder og kom fra Afrika. Til Hamborg indførtes i 1873 c. 10.000 Stk. Elefanttænder af en Vægt af c. 80.000 Pd. — I Handelen vurderes de største Tænder sædvanlig høiest, ligesom det ogsaa maa paaagtes, at de ikke ere altfor krumme, at de ikke have mange Ridser og navnlig at disse Ridser ikke ere dybe og heller ikke krumme. Man sorterer dem efter deres Vægt; de mest værdifulde ere de, hvoraf der kun gaar 2 eller 3 Stk. til et Centner. De smaa Tænder, som kun veje 12 à 14 Pd. eller der- under, samt de itubrukne kaldes Creveller eller Scriveller. Der gjøres vel Forskjel imellem de Tænder, som ere fundne i Ørke- nerne, hvor Elefanterne opholde sig, og dem, som ere tagne af dræbte Dyr; men Prisen paa dem er omtrent den samme. — De saa- kaldte fossile Elefanttænder hidrøre fra det forlængst uddøde Mammutsdyr, Elephas pri- migenius; de ere saa store som de afrikanske Elefanttænder og findes navnlig i det nord- lige Sibérien i Samojedernes Land. De afgive det saakaldte opgravede eller fossile Elfenben, der er en ikke ubetydelig Handelsartikel. Elemé kaldes de smukkeste og største levantiske Rosiner; de forsendes enten uden Stilke eller i hele Klaser fra Smyrna i Æsker paa 25 à 30 Pd. Elementagaf kaldes en sleben Agat, som bestaar af fire forskjelligt farvede Lag, der ligesom antyde de fire Elementer. Elementsten eller Firmamentsten kal- des de Opaler, navnlig Ildopalerne, som paa deres rundt slebne Overflade spille i Regnbuens Farver (s. Opal). Elemi, ogsaa kaldet Elemigummi (Re- sina Elemi) T. Elemi- eller Oelbaumharz, forekommer i forskj ellige, enten hvidlige, graa eller graagule Sorter og erholdes af flere saa vol i den nye som i den gamle Verden voxende Træer, som ikke med Bestemthed kunne angives. I Almindelighed skjelner man imellem den amerikanske eller vestindi- ske, som skal stamme fra Elemi-Balsambu- sken, Amyris elemifera, og den ostindiske eller orientalske, som efter flere Kilder erholdes af Amyris Ceylanica. Mere specielt inddeler man den i følgende tre Sorter: 1. Brasiliansk Elemi, som danner bleggule, indvendig hvide, graalige eller stribede Stykker med en svag, fedtagtig Glans; den er temmelig skj ør og let at pulverisere, men bliver blød og sejg i Varmen og er let opløselig i varm Vinaand. Den lyser i Mørke ved at gnides eller opvar- mes, har en behagelig fennikelagtig Lugt. en balsamisk bitter Smag og en Vægtfylde af 1,08. — 5. Manilla Elemi, som hyppig forekommer i den nyere Tid, er en uren. seig, næsten terpentinagtig Masse af bleggul, og paa enkelte Steder smudsighvid Farve: den er sædvanlig blandet med smaa Stumper Bark og har en stærk Lugt. Den konimer i Handelen i Bambusrør og indtørrer hurtigt tii bleggule, uigjennemsigtige og iBruddet vox- glinsende Masser. — 3. Ostindisk Elemi kom- mer i rundagtige Kager af en Haands Stør- relse og af 1—2 Punds Vægt; de fremvise tydelige Spor af de Palmeblade, hvori de have været indpakkede. Overfladen er mat gulbrun mod enkelte røde Steder; i Bruddet vise de hvide, gule, eller grønlige Partier. Alle disse tre Sorter lade sig næsten gan- ske opløse i Vinaand, Æther, fede og æthe- riske Olier. Elemi anvendes i Medicinen til Salver og Plastere, ligesom ogsaa i Techni- ken, navnlig af Hattemagere, til Fernisser. Røgelse, som Tilsætning til andre Harpixer for at formindske deres Skjørhed etc. Den forfalskes undertiden med hvid Virak (Oliba- num), der smeltes og tilsættes en ringe Mængde Spikolie, eller med en sannnensmel- tet Blanding af Terpentin og hvidt australsk Fyrreliarpix, behandlet paa samme Maade, hvilket kan opdages ved den terpentinagtige Lugt, som den da udbreder ved at smeltes. Ligeledes er hvid Manillabeg anvendt til For- falskning heraf. Men dette vil opløst i Al- kohol efterlade omtrent Halvdelen tilbage som en svampet Masse, der er opløselig i Æther : ligeledes besidder dette en fennikelagtig Lugt. som navnlig træder frem ved Ophedning. — Den indeholder Elemin, en krystalliserbar Harpix, og en ætherisk Olie, Elemiolie, samt nogle Extractivstoffer. Den Del af Elemi- gummi, som kun opløser sig i varmt Alkohol, kaldes Amyrin. Elexetrse kaldes undertiden Vedet af Hægebærtræet eller Fuglekirsebærtræet. Elfenben (Ebur) Fr. Ivoire, E. Ivory, er egentlig kun Navnet for den Benmasse, som erholdes af Elefanttænder (s. d.); dog bruges denne Benævnelse ogsaa ofte om en lignende Masse, som kommer af Narhvalens, Hvalrossens og Nilhestens Tænder (s. disse). Det egentlige Elfenben har vel med Hensyn til dets Bearbeidning og paa Grund af dets smukkere Udseende mange Fortrin for de andre lignende Masser; men det har dog stedse den Feil, at det, naar det i længere Tid udsættes for den atmospliæriske Luft. bliver mere eller mindre gult og omsider brunligt, og at det ved at blive gjennemtørt let kaster sig og revner. Det Elfenben, som allerede af Naturen har en gullig Farve, er