Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Ginseng. 255 Gips. lig Navnet paa nogle ostindiske og senere ogsaa franske, engelske og tyske, broget stri- bede eller tærnede Tøier, som dels vare væ- vede af forskjellige Blandinger af Silke, Bom- uld, Bast eller Linned, og dels af Hør eller Bomuldsgarn alene. Nu forstaar man herved fine schweiziske, engelske og franske Bom- uldstøier i tærnede og stribet vævede Møn- stre, der anvendes til Damekjoler og i store Poster exporteras til Orienten og Sydame- rika. De franske Fabrikanter have i de se- nere Aar ved deres smagfulde Mønstre og ved stor Anvendelse af flammerede Garnsor- ter frembragt et overordentligt rigt Udvalg, som i følelig Grad har indskrænket Brugen af trykkede Kattuner og som for Tiden er en vigtig Bærer af den nordiske textile In- dustri, der i stor Udstrækning har optaget Ideen. Ginseng eller Kraftrod (Radix Gin- seng) er den 3—5 grenede, indvendig svam- pede Eod al en i China, Japan, Mongoliet, Korea etc. voxende Plante Panax Pseudogin- seng eller Schinseng. I China betragtes denne Rod som et fortrinligt Lægemiddel næsten imod alle Sygdomme, navnlig anven- des den imod Svækkelse og snigende Febre; den staar derfor i stor Anseelse i China og betales der meget dyrt. Den er udvendig næsten orangerød, indvendig lysbrunlig, melet med en mørk Ring og gule Harpixpuneter i Ret- ning af Ydersiden, er næsten uden Lugt og har en lakritsagtig Smag, som bagefter bli- ver noget bitter. Yed en eiendommelig Be- handling giver man den i China et halvt gjennemsigtigt, hornagtigt Udseende. Den kom ogsaa tidligere til Europa, hvor man imidlertid nu anser den for at være uden Betydning som Lægemiddel. En beslægtet Art, Panax qulnquel'olius, voxer i Nordamerika fra Canada til Florida; den har en brun, ryn- ket, ringet Rod af en lille Fingers Tykkelse og af en sødlig og senere skarp og bitter Smag og Lugt. Den anvendes som Læge- middel i Amerika og forsendes i Mængde til China, da den er meget billigere end den førstnævnte Rod, men den forekommer ofte blandet med Senega og Serpentaria. Af Chi- neserne benyttes den undertiden som Skraa- tobak. — Hovedbestanddelene saavel af den asiatiske som af den amerikanske Rod ere Stivelse, Harpix, Æghvide, en flygtig Olie og Panaquilon, et sødt, gult, amorpht Stof, som navnlig udtrækkes af den amerikanske Rod. Ginster s. Farvervisse. Gionni s. Bablah. Gips (Gypsum) er et af svovlsurt Kalk og Yand bestaaende Mineral, som hyppig forekommer i Naturen enten krystalliseret eller i tætte, bladede, trævlede eller kornede Masser, hvorefter det gives forskjellige Navne. Den reneste, hvide og fintkornede Gips kal- des Alabast; den vandklare, som ofte kan brydes i store Skiver, der ligne Glas, benæv- nes Marieglas, Frueglas eller Selemif, og den tætte, med trævlet Textur af forskj ellig Farve Trævle-, Traad- eller Silkegips, hvilke Arter ville findes omhandlede i særlige Ar- tikler. Hyppigst findes G. tæt som saakaldet Gipssten og danner ofte store Bjergleier, sædvanlig i Forbindelse med Stensaltet; det indeholder da ofte endel Ler, luds ur Kalkjord og organiske Levninger, hensmuldrer temme- lig let ved Luftens Paavirkning til Gipsjord, er sjelden hvidt, men som oftest rødligt, gul- agtigt eller graat. — I ren Tilstand er G. hvidt, har en Vægtfylde af 2,2—2,8 og en Haardhed af 1,5—2; det er saaledes af rin- gere Haardhed end Kalksten, hvorfra det lige- ledes adskiller sig ved ikke at bruse i for- tyndet Saltsyre. Det lader sig opløse i 3— 400 Dele Vand og har en flau, jordagtig Smag. Det forekommer ogsaa i større eller mindre Mængde i Kildevand, som kaldes haardt Yand, naar det indeholder meget deraf, hvilket bevirker Dannelsen af Kj edelsten. Krystalliseret er det let spalteligt i én Ret- ning og er enten mat i Bruddet eller besid- der Glasglans og paa Krystallernes Delings- flader Perlemorsglans; det forekommer baade gjennemskinnende og fuldkommen gjennem- sigtigt. — Gips findes paa mange Steder i Tyskland, Frankrig, Italien etc. ; ligeledes brydes det i større Mængde ved Segeberg. Ved at ophedes til 110—120° C. berøves det naturlige Gips de omtrent 21 pCt. Vand, som indeholdes deri og bliver aldeles uigjen- nemsigtigt, poreust og let sønderbrydeligt ; det males da til et hvidt, melagtigt Pulver, som kaldes brændt Gips eller Gipsmel, og som har den Egenskab hurtigt at indsuge eller chemisk binde tilsat Vand, hvormed det da danner en grødagtig Masse, der imidlertid efter kort Tid hærdes til vandholdigt, haardt Gips. Det benyttes derfor ofte til Mørtel, Stuccaturarbeider, alle Slags Figurer og Orna- menter, til Tørreplader for Stivelse og andre vanskeligt tørrende Fabrikata, til Belægning af Gulve, Hvidtning, til chirurgiske Banda- ger etc. Brændingen maa foretages med Omhu saavel med Hensyn til Varmegraden som Varigheden; brændes det for lidt, for- bliver det tildels raat og indeholder da endnu Stykker, som ikke opløse sig, og brændes det for stærkt, kommer det i en Tilstand af be- gyndende Sammensintring, hvorved det taber den Egenskab at kunne forbinde sig med Vand og altsaa heller ikke vil kunne støbes; det sintrer da sammen til et Pulver, der kaldes dødbrændt Gips. Den hensigtsmæs- sigste Temperatur til Brændingen er 110— 120°. C. Til Beklædning af Vægge og Lofter benyttes det fineste Gips af brændt Alabast; blandet med lidt Kalk og Sand kaldes det af Italienerne Stucco, hvorfra Benævnelsen Stuccaturarbeide stammer. Brændt Gips maa opbevares i tæt tillukkede Foustager og paa et tørt Sted, da det ellers tiltrækker Fugtig- hed og taber sin bindende Kraft. — Forfær- digelsen af Figurer, Statuer, Medailler, Con- soler etc., saavel hvide, som farvede eller broncerede, er navnlig i Hertugdømmet Lucca en betydelig Erhverskilde for mange af Ind- byggerne, som drage omkring i hele Verden med deres Fabricata; men desuden anvendes Gips ogsaa meget af virkelige Kunstnere til Statuer, Modeller, Copier af Marmorfigurer etc., i hvilken Henseende den har stor Be-