Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Humle. 318 Humle. onigivne af det hindeagtige, smudsighvide, med talrige Oliekirtler bedækkede Bæger og dækkede af tynde, gulagtige Dækblade, som danne en 3—4 Cm. lang, blød, koglelignende, saakaldet Kop, hvoraf der sædvanlig voxer flere ved Siden af hverandre. Smaafrugterne og den nedre Del af Dækbladene ere bedæk- kede med talrige Kirtler, som i Begyndelsen ere gule, men senere blive gulbrune; de ere kortstilkede og ved Hjælp af en Sigte kan man adskille dem fra Humlekopperne, af hvis Vægt de udgjøre næsten 1/10. De frem- træde da som et guldgult eller brungult Pulver, som har en stærk aromatisk og i større Mængde endogsaa bedøvende Lugt og en bitter, men ikke ubehagelig Smag, og som udgjør Humlens egentlige Kryderi. Man kalder det Humlemél eller Lupuiin (s. d.), hvilket sidste Navn ogsaa feilagtig gives det deri indeholdte eiendommelige, bittre Stof, som rettere benævnes Lupulit eller Lupulinsyre og omtrent udgjør 1/12 eller % deraf. Næsten Halvdelen af Melet udgjøres af en rødlig gul, kun lidet aromatisk blød Harpix, hvorfor det ogsaa gjør Hænderne klæbrige. Foruden de nævnte Bestandele indeholder Humle 2—3 Procent ætherisk Olie, endvidere Humlegarve- syre, Huinlebittersyre, Gallussyre, Quercitrin etc. ; den ætheriskc Olie decomponeres let under Dannelse af Baldriansyre, hvilket er Grunden til den modbydelige Lugt, som fin- des ved gammel Humle. Jo friskere Humlens Udseende er, jo kraftigere dens Lugt er og jo more Lupulin der er tilstede, desto mere værdifuld er den. I Handelen forekommer i Regelen kun den dyrkede H., som ogsaa kal- des Havehumle (Stadthopfen, Stadtgut), me- dens Landhumlen (Landhopfen, Landgut) kun lidet benyttes som Handelsvare. Man indde- ler den i tidlig eller Augusthumle (halvtidlig) og sildig eller Efteraarshumle. Den første, hvoraf den bedste kommer fra Spalt i Baiern, har større Ranker og mere krydrede Kopper, men bærer mindre rigeligt og er mere ømfindt- lig, saa at den er mere udsat for at mislyk- kes end den sidste, hvoraf den bedste er Saazer Humle fra Bøhmen. I England fin- des en Mængde Afarter, hvoraf de bekjend- teste ere: Goldings, Whitebines, Jones, Cole- gate og Druehumle; man kalder ogsaa en Art efter Jorden Lerhumle. Af enhver af disse gives der igjen flere Afarter, som adskille sig fra hverandre ved Rankernes grønne, blaalige eller rødlige Farve. Humlehøsten foregaar i Almindelighed i Tiden fra Begyndelsen af September til Slutningen af October; Ran- kerne afskæres og kjøres hjem, hvor man omhyggelig afplukker Kopperne, som da sæd- vanlig sælges grønne til Hundehandlerne. Disse tørre dem nu i store, luftige Localer og presser dem derefter i Sække eller i fir- kantede Baller for enten at opbevare dem eller strax sælge dem. Det er af Vigtighed, at Humlen udtørres fuldstændigt før Indpak- ningen, saa at den giver en raslende Lyd ved at kastes eller rystes; heller ikke i Stilkene maa der endnu kunne mærkes nogen Fugtig- hed. Af disse Hensyn undergives den ogsaa paa liere Steder en let Ovntørring, og dette skér navnlig i England, hvor Lufttørringen paa Grund af Veirliget er forbunden med Vanskeligheder. Sække benyttes kun til Ind- pakningen, naar Humlen snart skal bruges og altsaa ikke forsendes langt; til længere Opbevaring eller langveis Forsendelse pres- ses eller skrues den saa fast som muligt i tærningformede Baller; thi for at den skal kunne beholde sin Kraft, er det hovedsagelig nødvendigt, at den saameget som muligt be- skyttes imod Paavirkning af Luft, Lys og Varme. Alligevel taber den ogsaa med denne Indpakning efterhaanden noget af sin Kraft, men vedbliver dog at være anvendelig i flere Aar. Humle maa hverken indsamles for tid- lig eller for silde; i første Tilfælde have Dækbladene endnu en livlig grøn Farve og de aromatiske Bestanddele ere endnu ikke til- børlig udviklede; i sidste Tilfælde er Farven rødlig eller brunlig, Dækbladene staa da ud fra hverandre, og Lupulinet er for største Delen faldet ud, hvorfor Humlen isaafald kun er af ringe Værdi. Naar H. før Indhøstnin- gen har været formeget udsat for Regn, skifter den ogsaa Farve, hvilket ligeledes er Tilfældet, naar den under Tørringen ligger for tykt og ikke kastes flittigt; i første Til- fælde kaldes den stangbrun eller stangrød og i sidste loftbrun eller loftred. Den er bedst i Løbet af det første Aar, thi allerede i det andet har den, selv om den ogsaa er om- hyggelig indpakket, tabt noget af sin Kraft, hvilket fremdeles vil være Tilfældet i de føl- gende Aar. Der udfordres megen Øvelse og Erfaring, for at kunne bedømme dens God- hed og navnlig dens Alder, især da man oftere finder ny H. blandet med gammel. Bladene af den nye, det vil sige stammende fra den sidste Høst, ere gulagtigt eller hvid- ligt grønne og have en frisk Farve, imedens Bladene af den gamle ere brunlige og matte; de fine Lupulinkorn vise sig dernæst ligesom meget tæt strøede under Dækbladene og paa Smaafrugterne, men dog afsondrede fra hver- andre og ikke sammenklistrede, ligesom de ogsaa have en lys, citrongul og ikke en brun- lig Farve, og igjennem et Forstørrelsesglas vil man kunne sé, at de ere fulde og runde, men ikke flade og sammenfaldne. Desuden har den nye Humle endnu sin stærke, kraf- tige Lugt og Raklerne ere sædvanlig endnu hele og ikke brudte itu, hvilket sidste i Al- mindelighed kun kan være Tilfældet med ikke presset Humle. Aromaen mærkes bedst ved at knuse nogle Humlekopper imellem Hænderne, holde disse hult sammen og lugte dertil; ogsaa maa Huden ved Gnidnin- gen blive klæbrig af Lupulinet. For at sam- menligne flere Humlesorters Godhed kan man brække en Humlekop af hver midt over, tage Stykkerne med den høire Haand og gnide Bagsiden af den venstre Haand med Brud- fladerne, hvorved der vil fremkomme en gul- agtig Streg af Lupulinet. En saadan Streg gjør man med hver. enkelt af de Sorter, som man vil prøve, og jo kraftigere Stregen er og jo mere fed og klæbrig den er at føle paa, desto bedre er Humlen. For at betage H. den af for lang Tids Henliggen eller af