Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Hvalros. 328 Hvede. med Stearinsyre eller Margarinsyro, der kjen- des dels ved at Spermaceten er mindre eller næsten slet ikke bladet og ved at den, smel- tet og sammenblandet med Ammoniak efter Afkøling danner en Emulsion, medens Sper- maceten svømmer ovenpaa som en Skorpe. En Blanding af Hvalrav, li vidt Vox, Mandel- olie og lidt Rosenolie sælges under Navn af Crème Celeste. — l)en væsentligste Bestand- del af Hvalravfedt er Palmitinsyre-Cethyl- ætker. Ogsaa af flere andre Arter Hva- ler, saasom Pkyseter polyseplius, P. Trumpho, P. Tursio o. 11., udvinder man Hvalrav, men i mindre Mængde og af ringere Qvalitet. Il valros (Trichecus Rosmarus) er et i det nordlige Ishav levende Havpattedyr, som ligner Sælhundene endel, men navnlig ad- skiller sig fra disse ved to store, lidt buede, kegleformede Stødtænder i Overkjæben, ved et kortere og more plumpt Legeme, en tyk, afstumpet Snude og opadvendte Næseboer. Don har et mod korte Haar svagt besat Skind og er som yngre mørkebrun eller sort og som ældre graa eller hvid. Den bliver 5—6 Va Meter lang, 1—1V4 Meter tyk, 15—20 Centner tung, lever i Flokke paa flere Hundreder og gaar ofte liøit op paa Land og paa Ismarkerne, hvor den fældes af Jægerne med Harpuner og Landser. Man udvinder af dens Spæk en god Tran, som i Rusland kaldes Worwannoe- falo og som især kommer i Handelen fra Archangel og Petersborg, sædvanlig blandet med Sælhunde- eller Hvidfisketran. Paa Grund af Mangel paa Brændeved i Polareg- nene kunne Fiskerne ikke strax udsmelte den og bringe derfor sædvanlig Spækket med sig hjem, hvorved det ofte bliver sort og stinkende. —■ Af større Vigtighed ere dog disse Dyrs Tænder og Skind. Hvalrostæn- derne ere c. 60 Ctm. og derover lange, flad- trykte, furede paalangs og overdragne med en stenagtig Emaille, der er saa haard, at den giver Ild forStaalot; nærmest Roden ere do indtil 2/3 af hele Længden hule og fyldte med en haïv klar Marv, hvorimod den yderste Trediedel er massiv og haardere, tættere og hvidere end Elfenben, ligesom denne Masse °gsaa holder sig længere hvid og modtager en smukkere Politur. De anvendes til kun- stige Tænder, Haandtag paa Stokke, Jettons Sch akbrikker etc. og erholdes især fra Ar- changel. — Hvalrosskind ere meget tykke °b benyttes af Sadelmagere og Vognfabri- kanter, især til Karétrernme. Indisk Hval- •'osskind kommer ogsaa undertiden i Hande- len; det erholdes af den i Havene imellem Afrika og Ostindien levende indiske Hvalros, Trichecus Dugong. Hvede (Triticum), T. Weizen, Fr. Fro- ment, E. Wheat, er don bekjendte, næsten i allo til den nordlige, men ogsaa i mange til den sydlige, tempererede Zone hørende Lande i stor Mængde dyrkede Kornart mod æg- runde, paa den ene Side hvælvede og paa den anden paalangs furede Korn, der inde- holde et udmærket hvidt og meget nærende Mel, hvorfor den ogsaa anses som den for- trinligste Brødfrugt. Skjøndt hjemmehørende 1 de tempererede Egne imellem 25 og 60° n. Br. (i Norge ogSverig indtil 65°), er Hveden dog meget liaardfør og taaler de strengeste Vintre i det nordlige Europa, imedens den paa den anden Side ogsaa trives under de varme Landes brændende Sol. Dens Farve er noget , fors kj edlig efter Arten, Veirliget, Jordbunden etc. og kan være bleggul indtil mørkegul eller rødlig; og man skjelner der- for i Handelen, navnlig i Østersøhavnene, imellem hvid, broget (bunter), hoibroget og rød Hvede; den brogede bestaar af en Blan- ding af flere hvide end røde Korn, den høi- brogede af flere røde end hvide. Der gives en Alængde Arter og Varieteter, som dog alle kunne indordnes i to Hovedklasser, nem- lig Vinterhvede og Vaar- eller Sommerhvede; enkelte Arter dyrkes dog baade som Vinter- frugt og som Sommerfrugt. Vinterhveden, som dyrkes hyppigst, giver i Regelen et større Udbytte af tungere og mere melrige Korn og betales derfor ogsaa dyrere ond Sommerhveden, der dyrkes mere i de sydlige Lande end i de nordlige; i Danmark bruges Vaarliveden kun meget sjelden, hvorimod Hveden er vor vigtigste Vintersæd. Ligele- des skal Vintersæden egne sig bedst til Bag- ning, imedens Vaarliveden er bedst skikket til Brygning og Brændevinsbrænding. Qva- litoten af Hvede bedømmes efter dens Farve, Form, Lugt, Smag, Renhed og Vægt, lige- som ogsaa efter den AIaade, hvorpaa de en- kelte Korn lade sig bide itu. Den bleggule sættes i Regelen høiest; ogsaa den i Polen avlede hvide Hvede med store, tyndskallede Kj ærner, samt ungarsk og Banater-Hvede høre til de bedste Sorter. God Hvede bør bestaa af korte, rundagtige og ligesom sam- menpressede Korn med tydelige og dybe Furer og tynde, glinsende og glatte Skaller, saa at Kornene med Lethed glide bort imel- lem Fingrene; den maa dernæst ikke bestaa af forskj ellige Arter blandede imellem hver- andre eller indeholde ormædte eller brændte Korn, og den maa have en frisk og behage- lig Lugt. Naar man bider et Korn itu, maa dette ikke blive bredt og fladtrykt, men hel- ler ikke være altfor liaardt; indvendig bør det være ganske hvidt, og Alelet maa gjøre Spyttet klæbrigt. Dyrket Hvede henføres sædvanlig til 7 Arter, som kunne samles i to Hovedgrupper, nemlig: 1) de egentlige Hvedearter, der ved Modningen have nøgne Kj ærner, som falde af enkeltvis, og 2) Dinkelhvede, hvis Kjær- ner forblive sammenvoxede med Inderavnerne, ligesom Tilfældet er med Byg og Havre, og livis Smaa-Ax falde af hele; denne Gruppe er imidlertid langtfra saa udbredt som den førstnævnte. 1) De egentlige Hvedesorter falde i føl- gende 4 Afdelinger: a) Almindelig Hvede (Triticum vulgare), b) Buttet eller engelsk H. (T, turgidum). c) Haard eller Glashvede (T. durum) og d) Polsk eller Storavnet H. (T. polonicum). a) Almindelig H. er den sædvanlige og mest dyrkede i hele Nord- og Mellemeuropa og er den eneste, som har praktisk Betyd- ning for de scandi naviske Lande. Den dyr- Q1 *