Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Hør. 330 Hør. fælde anvender man ikke frisk Gjødning, men gjøder kun Forfrugten og overstrør de 8—10 Cm. høie Spirer efter en Eegn med Kalk eller Gips. Ved at anvende frisk Gjødning erholder man derimod et større Qvantum Hør, men af grovere Qvalitet. Dersom Hørren særlig dyrkes for at udvinde Frøet, er Glød- ningens Beskaffenhed af mindre Betydning. Den Mark, som i et Aar er benyttet til Hør- dyrkning, bør ikke atter bruges dertil førend efter længere Tids Forløb. I Belgien skér dette først efter 7 Aars Forløb; dyrkes den tidligere paa den samme Ager, bliver Hørren kortere og enkelte Stengier faa røde Brand- pletter og blive tørre. Den fineste Hør til Kniplinger maa først efter 20 Aars Forløb dyrkes paa den samme Mark. Til Sæd væl- ger man belst god russisk Hørfrø, som ved at sigtes renses fra Urenligheder, og som man saar tæt, saafremt man ønsker at er- holde fin Hør. Saatiden vexler efter Egnen og Jordbunden fra Begyndelsen af Marts til Slutningen af Juni; dog synes en ikke for tidlig Saaning at være at foretrække, ligesom ogsaa den Traad, der erholdes af altfor sildig saaet Hør, er mindre stærk og varig. Under gunstige Forhold spirer Sæden allerede efter 5—1 Dages Forløb og naar snart en Længde af 8—10 Ctm. Planten blomstrer i Juni eller Juli en kort Tid, og saasnart den efter 1 à 2 Maaneders Forløb loegynder at modnes, op- rykkes den med Boden eller, som det kaldes ruskes, saafremt man fortrinsvis agter at benytte den til Hør. Sædvanlig skér dette, naar Stengelen er bleven gul paa 2/3 af sin Længde og Frøet begynder at forandre sin grønne Farve. Buskes den tidligere, have Trævlerne endnu ikke opnaaet deres behørige Styrke, og venter man dermed, indtil Frøet er blevet modnet, ere Trævlerne meget grove og tildels saa skjøre, at de ikkun ville kunne be- nyttes til Blaar. Efter Buskningen opstilles Hørren paa Marken i smaa Bundter med Kapslerne opad for at tørres, eller den spre- des løst paa Marken og vendes jevnlig. Naar den er aldeles tør, bringes den i Hus, hvor- efter Frøet og den vedhængende Jord snarest mulig afrives med stærke Jernkamme, for at Stengierne ikke skulle ophedes ved længere Henliggen. Ved Buskningen eller ialfald ved Bivningen bør Stenglcrne sorteres efter de- res Farve og Længde, da de Stengier, som ere mest modne og gule, behøve kortere Tid til Eødningen, ligesom de ogsaa afgive gro- vere Trævler. Efter Sorteringen følger Rød- ningen, hvorved dels det gummiagtige eller harpixagtige Stof, som forbinder Hørtræv- lerne med Plantens træagtige Dele, opløses, og dels selve disse træagtige Dele blive skjøre, saa at de let lade sig sønderbryde. Den saakaldte Dugrødning, som er den æld- ste Methode, anvendes endnu i mange Egne ; den bestaar i, at man spreder Hørren tyndt paa en afmeiet, høit beliggende og tør Eng, vender den i stille Veir efter nogle Dages Forløb, og udsætter den saaledes for Luftens Paavirkning saalænge, indtil den nødvendige Grad af Bødning er opnaaet, hvilket kan kjendes paa, at Trævlerne let skille sig fra Barken og de indre træagtige Dele. I ved- holdende tørt Veir maa Hørren dog hyppig befugtes, men saa ligeligsom muligt, da den ellers ikke fuldender Eødningen til samme Tid og som en Følge heraf kan antage for- skj ellige Farver. Hørren bliver nu i gun- stigt Veir opstillet til Tørring, idet Steng- ierne med Bodenden nedad sættes sammen i smaa runde, indvendig hule Hobe eller saa- kaldte Kapeller af Form som en Sukkertop, hvis øverste Ende ombindes med nogle Hør- stcngler eller Halmstraa. Hvor Hørren imid- lertid dyrkes efter en større Maalestok, an- vendes sædvanlig Koldtvandsrødningen, som vel fordrer mere Umage og Omhu end Dug- rødningen, men derimod kan tilendebringes i langt kortere Tid og allerede derfor er at foretrække. Hørren stilles tæt sammen paa Kodenden i blødt Eegn- eller Flodvand, til- dækkes med Straa og betynges med Græs- tørv eller Sten for at holde Bundterne lige- lig under Vand. I varmt Veir vil Eødningen da kunne tilendebringes i et Par Dage, ime- dens den i koldt Voir kan medtage 10—14 Dage. Henimod Bødningens Fuldendelse maa man meget hyppig undersøge Hørrens Gjæringsgrad, for at den kan blive tagen op af Vandet førend den fuldstændige Forraad- nelsesgjæring indtræder, da denne vil angribe Trævlerne i høi Grad og gjøre dem møre. Man udskyller nu Hørren let for at fjerne vedhængende Dynd og Jord, stiller den op- reist for at Vandet kan løbe af, og spreder den atter til Tørring, hvilket i godt Veir kun vil medtage et Par Dage, saafremt man ikke har til Hensigt samtidig at blege den, i hvilket Tilfælde den maa henligge 2 à 4 Uger og i denne Tid stadig vendes i Mid- dagsstunden. Det gunstigste Veir for Bleg- ningen er Solskin med tør Vind og afvex- lende Eegn, hvorimod stadig Begn er skade- lig. Hørrens Styrke og Vægt skal imidlertid forøges betydeligt, naar man opsætter Bleg- ningen til Aaret efterat Eødningen er fore- tagen, og jo længere Hørren igjen bliver liggende uforarbeidet efter Blegningen, desto finere, blødere og vægtfuldere blive Træv- lerne. — I den nyere Tid har man, navnlig i England, forsøgt at udbløde Hørren i Vand af 25—30° C., hvorved man har op- naaet at fuldende Eødningen i c. 60 Timer. Man har ligeledes prøvet paa at foretago Eødningen med Damp og med fortyndet Svovlsyre, hvilke Fremgangsmaader dog ikke have vundet Udbredelse. Naar Hørren saaledes er tilstrækkelig tør- ret enten i Solen eller i Tørrestuer, hvor Temperaturen ikke maa overskride 45—50° C., foretages Brydningen, som bestaar i at man knuser Stengiernes træagtige Dele ved at sønderbryde dem paa mange Steder, hvor- efter de let lade sig skille fra Hørtrævlerne, som ved deres store Seighed modstaa Bryd- ningen. Denne skér ved at banke Hørren med en flad Træknippel eller valseformet Kølle, indtil alle Stengierne ere fuldkommen itubrudte, enten ved Haandkraft eller i store, dertil indrettede Maskiner, hvori Hørren føres imellem riflede Valser. De træagtige Dele,