Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Jern. 353 Jern. des hyppig i store Gange og Leier i Ur- og O vergangs bjergene, og naar den er fri for Svovl og Phosphor, afgiver den det bedste Staal, hvorfor den ogsaa kaldes Staalsten. Den forekommer hyppig i Alperne og Erz- bjergene, ligesom ogsaa i Mængde i Sten- kulsformationen i England blandet med Lér som Sphærosiderit; den er Englands vigtig- ste Jernerts og afgiver næsten hele Landets Jernproduction. I Skotland findes den bian- I det med indtil 25 pCt. Stenkul og kaldes da ; Blackband eller Kuljernsten. — 8) Mosejern- sten, T. Easeneisenstein eller Rasenwiesenerz, har Lighed med Brunjernsten, men indehol- der sædvanlig 6—8 pCt. Phosphorsyre, hvor- for det er forbundet med Vanskeligheder at udvinde godt Jern deraf. Den findes under Grønsværet i de i Tørvemoserne værende Enge og i opskyllet Land i Form af gule og brune, faste, men let sønderbrydelige Masser, især i Sverig, Nordtyskland og i Jylland, hvor den benævnes Ahi. Den er ofte blandet mod Sand, Lér og andre Sub- stantser og kaldes da Sump- eller Morads- erts. Udvindingen af Jern af de forskj ellige Ertser maa paa Grund af dette Metals bil- lige Pris foregaa med saa faa Omkostninger som muligt; i flere paa Brændselsmateriale fattige Egne findes der derfor store Masser Jernertser, som af denne Grund henligge ubearbeidede. Førend den egentlige Udsmelt- ning af Ertserne foretages, blive de ofte ri- stede eller røstede, hvilket enten skér i fri Luft eller i dertil indrettede Ovne ved at henlægge dem i afvexlende Lag med Brænd- selsmaterialet og antænde dette forneden, hvorefter Ilden langsomt udbreder sig igjen- nem alle Lagene; man sønderdeler derpaa Ertserne i mindre Stykker vedPukning eller Valsning og skrider nu til den egentlige Smeltning. Af A. Thomsens Fremstilling om denne tillade vi os at gjøre følgende kortfattede Uddrag. Hensigten med Malmens Ristning er dels at ilte Jernet høiere, og dels at fjerne Van- det og Kulsyren, som indeholdes deri, da disse Stoffer ved at uddrives under Udsmelt- ningen bortføre formegen Varme; tillige bortbrænder endel Svovl og Malmen mister sin Tæthed, saa at den senere i Ovnen let- tere gjennemtrænges af de reduøerende Luft- arter. Ved Forvittring, som imidlertid med- tager en Tid af et Par Aar, kan man opnaa det samme Resultat, idet Massen løsnes ved Frost, Jernet iltes høiere og Svovlmetallerne iltes til svovlsure Salte, der som opløselige vaskes bort af Regnen. Den paafølgende Ud- smeltning skal bevirke Jerniltets Reduction til Jern ved Hjælp af det tilsatte Brændsel; tillige skal det dannede Jern smeltes sam- men og renses for de iblandede fremmede Stolfer, som om fornødent ved særegne Til- sætninger (Tilslag) gjøres flydende og danne en Slagge, der samler sig ovenpaa det smel- tede Jern, da den er lettere. Indblandin- gerne bestaa som oftest af Kiselsyre ogLér- jord, og man tilsætter derfor brændt (kul- syrefri) Kalk, som med de nævnte Stoffer J. Hjorth: Varelexikon. danner en smeltelig Forbindelse. Indholdet af Ovnen kommer derfor til at bestaa af af- vexlende Lag af Malm, Brændsel og Tilslag. Denne Ovn, som kaldes Høiovnen eller Mas- ovnen er indvendig muret af ildfaste Sten og har der Form af en Dobbeltkegle, som fortsætter sig i en smal, cylindrisk nedre Del; den har en Høide af 40—90 Fod og er foroven forsynet med en Sideaabning, den saakåldte Gicht, hvorigjennem den med Til- slag blandede ristede Malm og Brændselet efterhaanden styrtes ind i afvexlende Lag. Forbrændingen i Ovnen næres ved Luft, som ved Hjælp af Trykpumper i stor Mængde presses ind igjennem nogle i den nederste smalle cylindriske Del (Herden) anbragte Aabninger. Heden er stærkest forneden, hvor den atmosphæriske Luft presses ind, fordi Forbrændingen der foregaar livligst, og af- tager derpaa opefter. Jernmalmen synker nu jevnt ned igjennem Ovnen under en stedse høiere Varmegrad, indtil den naar det ne- derste snevre Ruin, hvor Heden vil være saa stærk, at Malmen smelter, idet den samtidig optager Kulstof og derved bliver til Raajern, Idet Tilslaget, ligesom Ertsen og Brændselet efterhaanden synker i Ovnen, danner det en hovedsagelig af Kiselsyre, Lérjord og Kalk bestaaende Slagge, der flyder ovenpaa Jernet og løber bort igjennem en Aabning. Naar der har samlet sig en tilstrækkelig Mængde Jern paa Bunden af Ovnen, aabner man en 1 Høide med Bunden anbragt Ventil, og Raa- jernet løber da ud som en glødende Strøm i de udenfor i Sand dannede aflange Fordyb- ninger. Paa denne Maade støbes de langag- tige halvrunde Stænger, der komme i Hande- len for at omsmeltes i Jernstøberierne. Som Brændsel i Høiovnene benyttede man tidli- gere Trækul; men efterhaanden som Skovene faldt for Øxen, blev Forsyningen vanske- ligere, og man tyede da til Stenkul og navn- lig til Cokes, som er det hyppigst anvendte Brændselsmateriale i Europa, imedens der i Nordamerika ofte benyttes Anthracit (s. d.). Høiovnene ere i uafbrudt Virksomhed Dag og Nat, indtil en saadan Ovn trænger til en Udbedring, der da ofte kan medtage en Tid af et Aar eller mere; de større Ovne kunne levere over 5000 Ctr. Raajern om Ugen. Raajernet eller Støbejernet er, som oven- nævnt, ikke rent Jern. men indeholder fra 2 til henved 6 pCt. Kulstof, hvormed det i Høiovnens stærke Hede er traadt i Forbin- delse og som betinger Støbejernets væsent- lige Egenskaber. Jern, som indeholder min- dre Kulstof (indtil 7/10 pCt.) er ikke længere Støbejern. men Staal, der har ganske andre Egenskaber, og aftager Kulstoffets Mængde yderligere, kaldes det Smedejern; det er saa- ledes Mængden af det indeholdte Kulstof, som er bestemmende for disse tre Jernsorter, der hver have- deres særegne Fordele og sær- egne Anvendelse. Støbejernet kan smeltes og altsaa ved Støbning gives de forskjellig- ste Former; det er meget haardt, men ogsaa skjørt. Smedejernet er usmelteligt og kan paa Grund af sin Blødhed og Seighed ham- res, valses, trækkes til Traad og behandles 23